Stormvindsflængede Skyer der jager i Flok over Himlen,
Natten er maaneskinshvid med urolige, sortnende Skygger.
Angst jeg strejfer omkring, er vejvild i fremmede Skove,
vaad af den nylige Regn og kold af den farende Stormvind.
Ældgamle, mægtige Træer, de svajer lig Siv under Blæsten,
Løvet er truende sort med sære, hvidtlysende Strimer.
Grene der styrter til Jord, og fjorgamle Blade der hvirvler,
Raslen og bragende Larm, og Hvinen og Brusen i Luften,
Klirren af dryppende Vand, og Skrig af de flaksende Fugle!
Ingen kan høre mit Raab, det øger alene min Rædsel.
Se! Hvad var det, der for som et Lyn gennem Mulmet forbi mig?
rapt, saa det blænded mit Syn, og hvidt som et kvindeligt Legem.
Jo! Det var hende, dèr staar hun højt paa en stormfældet Stamme,
nøgen, skinnende hvid, og slank med flyvende Lokker,
løfter sin kraftige Arm og spænder den svajede Bue:
klingende Staalpilen sprang og fælded den flygtende Kronhjort!
Artemis, Artemis er det! den jagtvilde Jomfrugudinde.
Hej, hun er liflig at se! Ohej, hun var faur at favne! —
Ak, om jeg dog nu var blind! Jeg burde med jærnhaarde Fingre
flænge mig Øjnene løs og slænge dem bort ud i Mørket. —
Artemis! Hed som en Ild og vildet af Attraa jeg springer
brat mod den Herlige hen og hæver de rystende Arme,
tror allerede jeg har i Favn hendes smidige Midie,
brænder med flammende Kys den Urørtes iskolde Bryster:
Ve mig! Den dræbende Pil staar dirrende fast, hvor den skulde!
Dybt i mit Hjærte den fløj, alt isner mig Aarernes Ildflod.
Fjærnt mellem Stammer og Løv jeg skimter et skinnende Legem
farende bort som et Lyn, og jeg hører en spottende Latter. —
Rundt omkring mig i Kreds sig samler de sortnende Skygger.
Natten bliver saa tyst. — Ak, Artemis, Artemis var det. —