Vidaabent silde mit Vindu staar; saa flyver min Længsel ud,
flyver derud en Sommerfugl lig i den sommerlig lyse Nat.
Dens Flugt er saa let, som Svalernes er, der lystig leger Tagfat,
de fineste, smalle Vinger den har, som Skyggen farvede blaa,
som Aarernes blaalige Trolddomstegn paa min Elskedes Tinding staa.
Saa dirrer den bløde Dæmring svagt for dens sitrende Vingeslag,
den dirrer ogsaa af tusend Lyd, som kendes ej ved Dag.
Gøgen kukker i Skovens Dyb saa inderlig dybt og blødt;
han har nok nylig sin Magefugl under viftende Blade mødt.
Ravnen hvæser i Egens Top; hun vogter de sovende Unger.
Frøerne støjer i Kær og Eng med muntert smældende Tunger.
Alferne sejler tyst forbi paa Bølger af Maaneskin;
efter dem glider Spindelvævsbaand og svajer i Blomstervind.
Graahvid af Dugg, som var det Rim, er den frodige unge Havre.
Hèr springer Mikkel nu frækt omkring; han gemmer sig nok før Davre!
Agerhønsene skriger skarpt i Grøfternes Gyvel og Revling;
ind gennem Krattet trasker tungt en langhaaret, klodset Grævling.
Bag Løvet hænger Smaabiller skjult og hviler med lukte Vinger,
men vaagner og snurrer forfærdet bort, naar Lilliekonvallerne ringer.
De ringer med Klokker af hviden Sølv til Varsel om Vold og Fare.
Hvem skulde vel ellers de sovende smaa mod snigende Rovdyr vare?
Rokkende sidder paa visne Gren den vagtsomme, barske Ugle;
hun følger Musen med Øjne som Ild og snapper ham ved hans Hule. — —
Min Længsel mærked en Blomsterduft, var ikke af Løg eller Lillie;
at søge den Kalk, hvor Duften steg, er nu dens higende Villie.
Den flyver hastig af Skoven ud og henover Engenes Slette.
Hèr leger Elverpigernes Flok, de træder i Danse lette.
De bøjer sig ud, de bøjer sig ind, som Spindel Kjortlerne bølger;
den ringeste Skiften af Dansens Takt de let og legende følger.
Musikken besørger den gamle Dværg fra Ellens frønnede Bul;
han spiller med Kunst en buet Luth, af sælsomme Toner fuld.
De risler og klukker og græder og ler som Kildens blanke Væld,
der springer imellem Urter og Træer Sankt-Hans fortryllede Kvæld.
Dronningen blandt de Elvermøer hun løfter sig højt paa Taa
og rækker efter min Længselsfugl, om hun den vel kan naa:
»Kom hid, du sjældne Sommerfugl, som flyver i Natten ud!
»Lyster det ikke din dunede Fod at træde min Jomfruhud?«
Lidet hjælper de lokkende Ord og Stemmens Trolddomsklang,
min Længsel ænser aleneste hin Duft, som vælder ad Vang.
Den følger stadig mer sødt berust ad slyngede, svage Spor
de Veje, hvor gennem den tusmørke Nat hin milde Luftning for,
til daaret og døvet den daler ned i en Birk med lysende Grene,
som midt paa en Plæne løfter sig slank og drømmende, tavs, alene.
Da ser den et Vindu som aabent staar trods sildige Nattetide,
i Vindvet hin unge, hvide Blomst, hvis Duft er draget saa vide.
En Kvinde staar der og stirrer ud, en attenaars Jomfru fin,
som kun har dækket sin varme Hud med natlige, lette Lin.
Did tumler min Længsel i svimmel Lyst og klynger sig, mens den bæver,
til Jomfruens ene, fine Bryst, som blødt sig af Linet hæver.
Hun rører sig ikke; min Længsel kan dog mærke hvor stærkt hun skælver,
hvor Blodet brænder i hedere Brand, hvor Brystet sig højere hvælver.
Tilsidst hun bøjer sit Hoved ned og rører blidt med Munden
sin natlige Gæst, hvis Vej hun ved, og — ventede sikkert i Grunden.