Og glemte jeg end min Barndoms Hus,
og Legene dær, og min Fars grå Hår,
og det sidste Kys lille Mor mig gav,
og den Dag de grov hendes Grav:
Den Nat, den glemmer jeg aldrig,
da nøgen jeg lå i din nøgne Favn,
i et fremmed Hus, i et fremmed Land:
Den Nat, da jeg blev din Mand.
Og glemte jeg Bruset af Hav mod Strand,
og Stormvindens Larm i en Løvfaldsskov,
og min Vens vilde Gråd ved sin Hustrus Lig,
og den sårede Regnspoves Skrig:
Din Klage glemmer jeg aldrig,
da favnende dig, fast favnet af dig,
for første Gang jeg som Elsker brød
dit frygtsomme Jomfruskød.
Hvor skjalv da mit Hjerte af Ynk og Skam,
min Vilje forvirredes af din Ve —
men så glemmer jeg aldrig den søde Stund
da du løftede mod mig din Mund.
Og atter drog du mig til dig —
min Hånd om din Skulder, din Arm om min Hals,
min Kind på dit Bryst, og dit Hjertes Lyd:
O dybe Fortroligheds Fryd!
Og siden (vi lå nu i hver sin Seng)
Jeg fandt over Lagnet frem din Hånd,
og vi kom til at le, snakked så småt —
å Gud, hvor vi havde det godt!
Hvad talte vi om den Nat mon?
Jeg husker dit Åsyn, vendt imod mit,
og din sagte Røst, og det at vi lo:
I Verden var kun vi to.
Endnu var det Nat, ja den samme Nat,
med Vinduet åbent stod vi og såe
et folketomt Torv i en fremmed By —
Det var Nat, men nær under Gry.
Du sænkede Panden og smilte,
et næsten umærkeligt Gådesmil,
et Regnbuesmil: Over Buen red
hver Længsel, mit Hjerte veed.
1901