Der gaar en Mand og pløjer sin Vaarsæds Vang.
Mulden vælter sig trægt for det brede Plovjærn,
og Styret kræver bestandig kraftig Tvang.
Gangen er tung, for Jorden er vaad af Regn.
Mange Timer der er i en trælsom Plovdag,
mange Furer at drage fra Hegn til Hegn.
Men Lærken synger højt under Himlens Hvalv;
usynlig er den; alt fra det aarle Daggry
dog hele Luften af Trillernes Jubel skjalv.
Plovmanden lytter, Gangen falder ham let,
han drager Fure ved Fure de mange Timer,
hans Haand holder Styret fast, hans Arm er ej træt.
Ved Mørkningstid saa har han beredt sin Vang.
Glad for Dagen vandrer han hjem og tænker:
Svært at pløje, hvis aldrig en Lærke sang!