Tanker ved Juletræet
1908
1908
Sort lå Bjerget under de frostklare Stjerner.
Vinden suste deroppe
i Granernes Toppe.
Lunt var der i Kløften. De sad
på mosgroede Tuer og Stene,
Mænd, Kvinder og Børn, og bad.
En Stund talte Præsten alene;
så sang alle de hellige Kvad. —
Kun Granernes hængende Grene
gav Kætterne Kirkehvalv
og bar deres fattige Kerter.
De klare små Luer skjalv
af Højtid som deres Hjerter.
Troskamp, Retskamp, Fredløses Læ
gjorde Granen til Juletræ.
Mørkt lå Danmark i Århundreders Kampe,
snart for Rigdom og Ære,
snart kun for at være.
Trods Skæbnens mulmende Brus
og midt i Ulykkens Vintre
såes festligt fra Hus til Hus
de nytændte Julelys tindre.
Ej kunde da Kort og Krus
al Længsel i Hjerterne lindre.
Med Kampens Fred stod frem
hint Træ fra de evige Skove;
højt lyste dets Lue: Vort Hjem,
for dig vil vi lide og vove!
Livets og Dødens Gud var Gæst
fordum ved Julens alvorlige Fest.
Hundred tusende Trær står tændt iaften,
tindrende fint for Festen.
Men hvem er Gæsten?
Hvor hædres en Helligdom her?
Hvor strider vi troende sammen?
Hjem har vi. Er vi det værd?
Her skinner så lyst — på Skammen!
Sluk, Brødre, de strålende Trær,
og tænd i Hjerterne Flammen!
Dær var det vi trængte til Lys
— o Træ fra de evige Skove! —
Se Flammernes flakkende Gys:
Hvor turde den Fest vi vove?
Vidste da ingen hvem Gæsten var,
og hvad han skrev for Kong Belzazar?