Hun blev så usigelig træt med Et,
hun rakte ham træt sine Hænder:
»Ja Tak, lad mig sidde og hvile mig lidt —
så længe som Lysene brænder.«
I Stuen ved Siden af støjer de Små.
Hun sidder i Stilheden ene
og hører sit angstfulde Hjærte slå.
Det dufter af Granernes Grene.
Hun strammer sit Sjal i et Kuldegys;
grå er hun blevet, og mager ...
De brænder hurtigt ned, de Lys,
de smelter i deres Stager.
Der sluktes et, og der sluktes tre,
de andre begynder at sitre.
Hun holder for Øjet for ikke at se,
men så hører hun Flammerne knitre.
Se dær! Midt frem over Loftet foer
et Skyggenet af Kviste.
Og Skyggerne sortner, og Skyggerne groer ...
Ak ja, det var det, som hun vidste.
Hun er så ung. Og det var så kort.
Hun knuger sin Hånd mod sin Pande ...
Den sidste Flamme går flakkende bort,
nu ses kun en rygende Tande.
Derinde i Lyset leger de Små,
hun hører sin Husbonds Stemme.
Hende tynger nu Mørket på;
der er stille, hvor hun hører hjemme.