I
Hvorledes jeg har det, Ven? Vidste du, Ven, hvad du spurgte!
Dagene hvirvler omkring mig som visne Blade. Ensom står jeg på Marken; intet holder dem.
Dårlige er mine Frugter, umodne falder de, uden Livskraft, før deres Tid.
Kender du Sagnet? Bonden brød en Trolds Brev til Kundby Kirke: En vældig Sø var der i Brevet. Dog var ej den af bitter Gråd.
Jeg vover ikke her i mit Brev at lægge min Sorg. Du skal jo bryde det.
II
Efterår er det
Roser, kæreste Roser, duft ikke så!
Lok mig ikke til længselsfuld at vende mig om!
Skælv hellere, Purpurmund du! og du, Skarlagenkind,
skynd dig at skjule din Glød!
Høsten er endt, nær er den hærjende Nat.
Ildhjærte, min Ven, Gloire de Dijon,
dig beder jeg: bliv! Du er en Efterårsblomst,
du er en Blomst for en Døende.
Blødt kruser dit Blad sig, vådt er det af Dugg,
blegt, men lysende dog, blegt som gammeldags Guld.
Åbent er Vinduet. Udenfor
vugger min Rose; Duften rinder herind,
sval er den og sød.
Sving, Rose, dit Røgelsekar!
Kordreng er du i den herligste Helligdom.
Kirkegang holdt jeg mig dær de Tider jeg kunde.
De er forbi.
Dødninger snart skal rejse sig op og gå mig imøde,
række mig muldnede Kinder til Broderkys.
Endnu ånder jeg dog
Luft mellem Levende!
Luft, som har ligget på Stubbenes Morgenspind,
leget med gult skinnende Lys
gennem dunkle Lunde.
Jeg lukker Øjet, og ånder Luften, og ser
grønt lysende Græs i den dugvåde Engdal.
Kuglekronede Sølvpile står der omkring,
dragne på Diget som Perler.
Op over Bankerne aser sig Hestene,
Plovjærnet trækker i grågul Stub sit sorte Spor,
der spættes af Mågerne.
Landet ligger i åben Skønhed.
Alle de stigende, alle de faldende
Liniers Ynde
forsker Øjet og fryder sig.
Helt ude i Horizonten
kupler en lang Allé sine Kroner.
Efterår er det.
Stolt og bedrøvet står ved Grøften
sølvkronet en Gåseurt,
græder stille, med løftet Pande.
Og en anden ser jeg ensom,
ensom Havens Høstanemone.
Hvergarnsdragt af ru hårdføre Blade bær den,
højt den hæver de store Blomster, såre hvide, sorgfuldt hvide;
svagt hælder de, tvungne til det af deres Tanker.
Altid elskede jeg
dem, der vover at blomstre, når andre blegner,
når Dagene deler kun karrigt ud af det kære Lys,
og Vinden er kold i de lange Nætter, og Vinter nær.
Dem har jeg elsket.
Aldrig var Vårens første Viols
duftende dunkle Kalk,
aldrig Højsommers hedeste Rose,
aldrig var disse mig
dyrebare som de,
Børn af det sildige Efterår.
Drømte maaske jeg dybt i min Hu,
at min Høst ej skulde blomstre?