Der skinner Sol på Bovbjerg!
Hvor skinner vel Sol som dær?
Hvor er der så langt i Luften,
så stærkt i det blide Vær?
Jeg stod ved det hvide Brystværn
af Tårnet på Bovbjerghus,
løftet i Sol og svøbt i Blæst,
omsydet af lønligt Sus:
Dybt under mig bruser og durer og skurer
de Bølger i Forstrandens Grus
De Bølger der kommer fra England
og slår op under Bovbjerghus.
Jeg står ved Tårnets Brystværn,
veed ikke hvor længe jeg stod
og stirrede ud på de Veje
som jeg har trådt med min Fod:
Den langstrakt buede Forstrand,
gråt, grønt og hvidt,
af Dige og Klit,
smalt op mellem Fjorden og Havet
til Gabet ved Thyborøn —
Dær løb jeg en skinnende Stormdag
i Skumflodd og Vandbjerges Døn.
Hvad er det de travende Bølger dernede
nu mumler i Trusel og Bøn?
Jeg står på Tårnet i Solskin.
Blåt blinker Ferring Fjord
og fjernt over Hygum Enge
selve Limfjordens Bredning i Nord.
Den Vej har jeg stavret i Regnstorms Pres,
det skummede hvidt om de sivgroede Næs,
det tordned forude fra Havet,
og Fjorden gav brusende Svar ...
Blidt suser nu Sø og blinker Fjord;
men gennem Luftens Glar
går sitrende Bud på Bud:
Min Søster, du holder dig klar!
Jeg står på den hvide Tårntind.
Højt svinger et frugtbart Land
sine Huse og Gårde med bølgende Rug
mod Himlens blændende Rand.
Bag Bjerget veed jeg i diset Glans
Dybe Kirke og Fjaltring og Trans
og Bøvling Klit med Engene — —
Det var Skyer af Fugle, der fløj.
Vi lå på det skumplende Hølæs
og lyttede til deres Støj,
i to, eller tusende, Stunder —
til Æventyret gik under
i Havgusens isnende Røg.
Jeg står på det susende Soltårn,
som kroner Bovbjerghus.
Blåt vælter et skumbræmmet Hav,
dybt fra stiger Dønningens Brus.
Sært blandes de blomstrende Markers
og Havdybets vældige Duft ...
Men hvorfor løber den Vej dær
lukt ud i den tomme Luft?
Og hvorfor hænger den Græsmark
med gabende Svælg af Ler,
sprængt, hundrede Fod under Brinken?
Og dær, over Bølgernes Blinken
langt ude, hvad er det jeg ser?
Svævende Skygger af Marker og Gårde,
som var der, men er der ej mer ...
Selv har jeg gået derude,
hvor nu kun Blæsten går.
Hvor nu kun Mågerne skriger,
lo Børn mellem græssende Får.
Og dær hvor Brændingen kaster
med Kampesten og med Vrag,
løb Kildernes Årer lønligt
i Markjords mægtige Lag ...
Sol skinner på Bølger og Kyster,
og Blæsten er blid idag.
Dog synes jeg, Tårnet ryster.
Så står jeg da nede på Stranden
og klæder mig nøgen til Bad.
Hvad er det der sker med Bovbjerg?
Nu fritter jeg Havet ad.
Ankeret ud, og Rebet om!
Hav tør man aldrig tro.
Første og anden grå Bølge
slog over mig tungt i Ro.
Den tredje kom venlig og stille,
den steg, og jeg vidste det knap,
før jeg hvirvledes ud, og jeg knugedes ned ...
et Ryk, og Malstrømmen slap.
Men Rebet stod stramt som en dirrende Stræng,
og mit Hjerte, det slår, klap klap.
Nuvel, dær har jeg da Svaret.
det hvisker de, Hav og Fjord.
Derfor ryster de Huse
der ligger på Bovbjergs Jord.
Derfor skælver i Kvide
den Sten på Bjergets Top,
som for en vågen Vagtmand
til Bauta rejstes op;
derfor skriger de Fugle
som ruger i Enge og Kær:
De veed, den Dag er nær,
da Fjord og Hav i tordnende Trav
slår sammen om Bjærget her.
Tilgiv! Man spiser og drikker godt
i Salen på Bovbjerghus
blandt Blomster og Malerier.
Skål, Bror, på en grundig Rus!
Hvad vil vel Bovbjerg mer
end hele det danske Land?
Vi lar det stå til det styrter;
det byder en sund Forstand.
Kom nu, vi tænder Cigaren
i Tårnets lysende Sus
og hører dem dure dernede
og skure mod Forstrandens Grus,
de Bølger fra Tyskland og England —
her op under Bovbjerghus!