I
Udlændige Landsmand, tag Tusenders Tak!
De selv gjorde Gerningers Gavn,
holdt Arbejdsvagt i en fjern Bivuak
for Danmarks Navn.
Skønt ene derude, De mindedes Målet
og skurede Stålet
med Guld så det klang.
Nu kalder De os til en vågen
og folkelig væbnet Fremtidsgang
med Vilje og Vej gennem Tågen.
Og vi som herhjemme fortvivlet har søgt
i Nutidens Natrusk og Regn
hvad før vi ejed, bag Kunst og Kløgt
et større Tegn —
men fandt det hos Danskere: Bønder, Matroser
Storkøbmænd og Lodser
langt udenlands,
og hørte dets Ild og dets Brusen
fra Magersfontein, hvor for Hæderens Krans
halvtreds Mand stred imod tusend —
Vi kender ingen mer kostelig Løn
for det Bud og de Byrder vi bar,
end blot en Stump af en søsterlig Bøn,
et broderligt Svar,
der skikker tilbage os Hærbudspilen
fra Kongo, fra Nilen
og Michigan-Sø
eller Asiens vældige Strande
med Hilsen: Vi lever — og vi vil dø
for Kronen om Danmarks Pande.
Når De, undervejs mod Asiens Port,
nu sender mig Bud og Brev
om Skade De mener at jeg har gjort
med det jeg skrev —
om Digt som lokker og Sang der frister,
om Bånd der brister
som ikke må —
om Drifternes Troldeskare,
der øder det Land vi bygger på:
Nuvel, så har jeg at svare.
II
Og gladelig står jeg til Ansvar
her for min Sang til Elskovens Pris.
Den sang jeg under begge de Trær
fra Paradis,
der strakte sig ud over Muren og Flammen
og voxede sammen
al Jorden rundt —
og doblede Sangens Tone,
så Gråd under Træet på Godt og Ondt
blev Jubel i Livstræets Krone.
Jeg lovsang ikke den syge Lyst,
og spotted ej hvad jeg nød.
Ejheller glemte jeg Blik og Røst
for Barm og Skød.
Men Elskovs hele Vidunder-Rige
for mine Lige
jeg priste kækt
og lyste så langt jeg råder —
Thi Lys er bedst for en søgende Slægt,
og Livet har nok af Gåder.
Jeg spurgte ikke om Kirkens Bånd.
Den vied med Kerter og Kar
de tusende Gange i Navn af Ånd
hvad Voldtægt var.
Jeg spurgte om Viljen, der ene kan binde
en Mand til en Kvinde
og Kvinde til Mand
i Kampens Lyst og Vånde,
så fast, at begge får stærkere Stand,
så frit, at de begge kan ånde.
Lige fjernt fra en lysræd Tid
og fra den som i Satyrdans
for Solens Øjne besudler med Flid
ung Uskylds Krans,
med fjendtlig Front imod begge Klynger
min Sang jeg synger
— når Sangtid er —
for Stjernen i Barnets Øje,
for Ungdoms Blomster og søde Bær
og for Manddoms dyrkede Høje.
Og er der i Drifterne Trold ved Trold,
så mener jeg: Trold må der til!
Ellers visner vor Verden, kold
som et Skyggespil.
Som Brødre står Ærens og Elskovens Drifter
i tusend Års Skrifter
om Stordåd og Ry.
Det gælder kun Styret at holde:
Så rejser de skinnende Borge mod Sky
og bygger os Landet — de Trolde.
III
Dog må jeg sænke mit Blik til Svar.
Det er min, og de andres, Dom —
ej det vi talte, men det vi bar
kun Tavshed om:
At Liv kan leves i større Former
end det der stormer
for Lyst og Nød
og på den Enkeltes Vegne —
at selve den Enkeltes Liv og Død
er kun for lidet at regne —
En Gnist i Mulmet, et bortblæst Råb
i Evigheds brusende Skov,
hvis ikke han lyder med højere Håb
en større Lov,
der knytter alt hvad han er og mægter
til Kæden af Slægter
som levende Led
i Samfund frem og tilbage,
støttet af Døde hvert eneste Fjed
og med Ansvar for Ufødtes Klage.
IV
Vi elsker og priser med fuldgod Grund
Lys, Luft og Bølgernes Brus
og den frugtbare Muld og den blomstrende Mund
og Hjertets Rus.
Vi deles gerne med Planten og Dyret
om Æventyret
hvoraf vi gror.
Men aldrig var det ved dette,
vi rejste os fra den mylrende Jord
og blev dens Fyrster med Rette.
Nej, Mindet var det, vort Seer-Syn
for Slægternes Kræfter og Kår,
for levende Blik under Gravens Bryn
bag tusend År.
Og Tanken var det, som gennemtrængte
den filtrede Mængde,
vort Urskovs-Liv,
i Kamp med Slange og Tiger,
og skar sig Sti med sin skarpe Kniv
for at samle vidt skilte Riger.
Og Viljen var det, der stærk og stræng
under Tankens og Mindernes Hvælv
som Led af den hellige Sammenhæng
hengav sig selv
og bragte alt hvad de Drifter begære,
Mønt, Elskov og Ære,
ja Liv og Blod,
Døgnlivets dyreste Stoffer,
bragte det alt med brændende Mod
for Alteret hen som Offer.
Med uens Navne blev det vel kaldt,
men inderst inde, dær veed
og vidste vi altid hvad Offeret gjaldt:
En Evighed —
Et Liv der ikke ved Døden stanser —
for vore Sanser
en Drøm, et Digt,
for Tanken en Tåge der glider;
og dog den ypperste Ret og Pligt,
for hvilken vi Mennesker strider.
For Sandhed, Frihed, Troskab, Tro
under hver sit viede Flag,
i Forbund med Slægter der siden skal gro
og var før idag,
at kæmpe af sine yderste Kræfter
og længes efter
at dø derfor —
det er større end Dyret og Planten,
det er Menneskets Adel, den Krone er vor,
det var vore Fædre der vandt den.
V
Dog hver som ud over Hus og Hegn
med Adhu lytter og ser,
må fyldes af Angst ved Tidernes Tegn:
Hvad er det der sker?
I Stormagt voxer de hvide Stammer;
elektrisk flammer
den halve Jord;
vi sejler i Søslangens Hule,
vi gjorde os vældige Vinger og foer
over Bølger og Bjerge som Fugle.
Vi ser ved lønlige Straalers Lys
hvad aldrig en Slægt før såe,
ser levende skjult i Svulm og Gys
vort Hjerte slå.
Igennem de spædeste Livsvæv spejder
vi Kræfternes Fejder
og byder Trods
til dem vi ikke vil dyrke.
De Vises Sten er fundet af os
og tjener os med sin Styrke.
Men dunkelt forvildes vort inderste Liv,
vi glemmer den Visdom og Magt,
som glimted af Præstens løftede Kniv
i den gamle Pagt
og talte ved Tegn fra det ældste Ægypten
til Korset og Krypten
i Viborg og Lund.
Den Visdom, der smiler ad Smerter,
som Kvindér kan smile i Fødslens Stund
og Stridsmænd med bristende Hjerter
Den Sandhed at Offer af Velfærd og Lyst
og Offer af Liv og Blod
er det som fylder et dødeligt Bryst
med udødeligt Mod
og fylker Folket og styrker Stammen
med Helligflammen
af Evighed —
den Sandhed er skubbet til Siden,
den Visdom smiler vi hånligt ned.
Og det vil mærkes i Striden.
Det mærkes alt. Fra Port Arthurs Lig
og fra Sletternes blodsprængte Ler
steg det og stiger det. Rædselsskrig:
Se, se hvad der sker!
Hvad vi gennem et Årtusende rakte
af stort at magte
med Gnist og Hjul,
tog de på en Menneskealder
og gav til den Ånd, vi nægtede Skjul;
det er for den, vi falder. —
VI
For Sandhed, Frihed, Troskab, Tro —
mit Hverv som det Helliges Tolk
var en Hejmdalsvagt ved en Skæbnebro
for et enkelt Folk.
Endskønt jeg skimter de større Riger,
her synker, her stiger
mit Evighedshåb,
som Kræfterne døer eller dønner.
Her fanged mit Horn Æt-Fædrenes Råb
og sang det for vore Sønner. .
Her kan jeg vandre i Øst og Vest
ud og ind gennem Evigheds Dør
og møde i Kriger og Bonde og Præst
mig selv fra før.
Her bæres jeg på de brede Skuldre
af dem der smuldrer
ved Kirkens Fod
og i de hedenske Dysser.
Mit Støv har næret Gyvelens Rod
og det Løv som i Lundene drysser.
Her, her er mit Hjem, og her mit Sprog,
hvis rene dybtrindende Elv
vidunderligt fylder hver lønlig Krog
af mit fattige Selv
med lysende Tanker og dunkle Drømme
og med den ømme
og dristige Sang
af Mænd og af elskende Kvinder
som foran mig over Stierne sprang,
men efterlod deres Minder.
Så skylder jeg da mit Fædreland
lidt mer end Fyld til en Grav;
alt hvad jeg er, og alt hvad jeg kan,
for alt hvad det gav.
Så blev jeg en af de vågne Røster,
der vækker Søster
og væbner Bror:
Her ser I Fjenden— og Værget!
Hvem vover at svigte sin gamle Mor,
så herlig og så hærget? —
VII
Drøvtyggerne gumler den sejge Text,
hvor små og hvor svage vi er —
Vid, Danmarks Vælde og Danmarks Væxt
beror på Jer.
Her findes Ager, og Ånd, at dyrke
for alt hvad Styrke
vi har og veed.
Hvi skræmmes I af de Skranker,
med Plads for en grænseløs Kærlighed
og Mål for de tapreste Tanker.
I Skarnet med den som døer af Skræk!
Af Vilje er Verden skabt,
og den der møder sin Skæbne kæk
har aldrig tabt.
Den Vished tør ingen Løgn forvanske:
Hvis alle Danske
for Alvor vil,
skal dette plyndrede Rige
med alt det Tabte og mere til
stå en Dag som de Vældiges Lige.
I mindes det vel, skønt nærmere Mål
er sat i den kommende Kamp.
Hør Gnisternes Hvislen og Vagternes Vrål
og Troppernes Tramp!
Der venter en Vej, og det varer de Vintre,
men intet kan hindre
den varslede Dag,
da vi fra Syden og Norden
må samle os til et Ragnarokslag
for Herredømmet på Jorden.
I dette Millionernes Tog
af Abels Æt imod Kain,
de hvide Stammer med hver sit Sprog
og hver sit Tegn,
skal midt mellem Brødre fra Sverig og Norge
vi Danske borge
for Navn og Arv,
og ingen skal gøre det bedre,
såsandt vi endnu har Most og Marv
af vore fejdende Fædre.
Vi, Sønner af Anglernes sindige Trods
og af Cimbrernes sejrrige Fald,
vær rolig, Verden har Brug for os,
og vi kan det vi skal.
Bag Ragnarok skimter jeg Gry som de Gamles,
hvor Ætterne samles
med Guldtavl i Hånd,
og Vejen dertil er den samme.
Af Offer og Kamp kommer genfødt Ånd:
Frem, Dannebrogs flyvende Flamme!
VIII
Jeg kunde vel videre spejde og spå
som Tule ved Tidernes Strøm,
men nu har jeg sagt Dem min Angst og min Trå,
så vej da, og døm!
Mig ruser ej Rosen, mig fælder ej Dommen,
før Dagen er kommen
til Tankernes Høst —
hvis ikke selv jeg svigter
og bryder den dulgte Lov i mit Bryst
som lærte mig Sangerens Pligter.
Og blæste jeg Hornet i Danmarks Navn
igennem Dagenes Dån
kun få af det levende Folk til Gavn
og mig selv til Hån —
Å jo, det svider. Men andre svarer,
de skinnende Skarer
af Folket der faldt
og Folket der skal fødes.
For dem har jeg sunget, på dem har jeg kaldt.
Jeg veed det, de veed det: Vi mødes!