Jeg gik i Alleen et Efterårsgry
og stamped i visne Blade.
Månen drev som en grå lille Sky
på Frosthimlens blånende Flade.
Hin Poppel hist end iaftes stod
med alle sine Blade de brede.
Nu havde den fældet dem for sin Fod:
Ak, Frost og Vinter og Vrede!
Men aldrig så var der et vissent iblandt;
de var grønne og blanke som Silke
med sølvgrå Rim over Ribber og Kant
og de saftigt snoede Stilke.
Jeg stod der længe, lod Tankerne gro,
var nok vemodig i Sinde,
dog var det, som om der var noget, der lo,
i mit Hjærte, dybest inde ...
Dengang drømte jeg lidet om,
at nær mig var den Time,
da Sot skulde suge for Kraft mig tom,
og Døden til Afgang kime.
Men, skønt det nu er mig selv, jeg ser
ifærd med Løvfaldets Smerte:
Sært nok, igen er der noget, der ler
i det dybeste Dyb af mit Hjærte.