De gule Blade ligger under Hegnet
og glinser vådt, som om det havde regnet.
Men det er Rim, den første Rim, som rinder
ad Løv og Græs, hvor Solen skinner.
Og Vildgæs trækker over brune Enge
med gjalde Skrig. De høres længe.
Og du forstår, mod Vinter vil det stunde,
skønt der endnu er Løv i Lunde.
Mod Vinter, ja. Du tænker nok med Smerte
på Frosten, som er faldet i dit Hjærte.
Det gjorde ondt. Og siden er du træt,
og tier tit, hvor før du havde grædt.
Men over Engen og de sorte Banker
farer det frie Træk af dine Tanker.
Langt bort fra det, du elsker, og det onde. —
Ak, endnu er der Løv i dine Lunde.
