Vågner du en Morgen og er træt fra igår,
mødig af at brydes med ublide Kår,
hjertesyg af Striden med de slimede Dyr,
Lumpenhed, der suger, og Løgnen, der spyer
Træk i den islandske Trøje!
stamp dine Transtøvler på!
Laves ligger færdig, hør Motoren slå.
Bag Molen går Bølgernes Høje.
Rasmus hugger hjemtil for Storsejl og Fok,
prajer Jer i Farten, af Fisk er der nok,
Smilende ved Fangsten og Nærkigget hjem
synker han i Bølgen, hvis Vold skyller frem —
løftes påny af den næste:
Dær ser I ham stvrende stå,
bulet som en Tøjbylt, med Bælgvanter på,
og tampe de fire Lag Veste.
Så blev I alene med Himmel og Sø,
Du og Laves Fisker fra Avernak-Ø.
Hvilende med Bøssen på Maskinrummets Ruf,
rystet i din Rygrad af taktfaste Puf,
løftet og sænket i Højde
med Skipperens sorte Kasket,
gynger du i Søen på et to Tommers Bræt
og giver Dig glad til at fløjte.
Fare med en Fisker er fri Mands Færd,
ingenting der lugter af Tryksværte her,
ingen skidden Humbug med Sag og Parti,
bare, når det kniber, tag fat og hæng i!
Lå der en Røgsky af Løgne
hist inde om Stæder og Land.
her står du og Laves, som Mand står mod Mand,
og Laves har ærlige Øjne.
Vide har han faret på Bølgernes Vej,
kysset i Tokio og drukket i Shanghaj,
knejpet med Alverdens forunderligt Folk,
her fik han Opium, og dær fik han Dolk,
indtil han, ked af det Væsen,
tog Hyre mod Svendborg Havn —
ligger nu og jagter, for Morskab og Gavn,
og fisker sin Torsk under Vræsen.
Slægten førte Sladder på Avernak-Ø,
Strømmen her i Bæltet sætter stoltere Sø,
Sprogø-Fyret blinker til Lampen på hans Bord,
Fugletrækket fløjter mod Syd og mod Nord.
Lunt under Skov ligger Huset
med Bindingsværks rødhvide Tavl.
Stilner det en Aften, han står ved dets Gavl,
så hører han Dampfærgebruset.
Konen er fra Lyø; de Unger, hun får,
skinner allesammen af guldkruset Hår,
Tåen ud af Sokken og ferskenrød Kind
tumler de på Kysten for Bølger og Vind.
Selv sidder helst hun i Varmen
og drømmer — med Øjet på Klem:
Maden skal dog stå der, når Laves kommer hjem!
Og Kikkerten ligger i Karmen.
Kaktus og Lakøjer og Zwibler i Glas,
Laves er i Hjemmet hel prægtig tilpas,
kæler for sin Kone og slås med de Små,
alt hvad de kan ønske, det tænker han på.
Dog fra sin Ægtesengs Pude,
løfter han Nakken ved Nat:
Vinden har nok vendt sig, det rusker så brat! —
Hans Verden, den bølger derude.
Ingen kender Skyens og Bølgernes Skrift,
ingen kender Fiskens og Trækfuglens Drift,
ingen heller skyder og fisker under Fyn
nær som netop Laves med de buskede Bryn.
Snart er i Nyborg hans Kvase,
og snart i Korsør eller Kiel.
Fritter man om Fangsten, så får man et Smil;
Lidt blev der til Konen at brase.
Dette var den Visdom, han fandt, hvor han foer:
Færre Folk fornærmes af usagte Ord;
ærlig er besværlig, hvor Løgn råder Land,
enlig hedder renlig og bedst for en Mand.
Andre må rives om Resten,
men Laves er selv sin Kaptajn,
damper så det stamper gennem Solskin og Regn
og blæser ad Strømmen og Blæsten.
Ene med en Kending, til hvem han sætter Lid,
taler han fortrolig om sin Langfarts Tid,
Kinapiger danser for Russer og Malay,
Stillehavet skvulper mod den stensatte Kaj ...
Krølskægget, svedig og sværtet
med hvasøjet Spejd over Bælt:
Kender du ham ikke, den vidfame Helt,
af Havsaltet hærget og hærdet?
Sejlede der Fugle for dit søvante Blik,
løftet af en Bølge? De sank, da den gik.
Lige bagved Bøjen, der på Spøgelsevis
bukker sig og nikker i sin Skjorte af Is.
Se nu, det løfter dem atter,
de spejder fra Brændingens Kam,
strækker sig og letter. Å, det var en Skam.
Så skyd dog! — Den yderste dratter.
Knælende på Rælingen med Fangnettet i
fisker du Havlitten i Floddet forbi,
dukker dig forude med færdigt Gevær,
Laves bare blinker, se her, og se dær:
Ænder, der står op og basker,
og Ænder, der trækker i Trop;
falde eller luve, og Fugl fisket op,
Dampsmældene, Søen der plasker.
Strømmen er nok kæntret, langs Ræling og Spryd
følger alle Bølger med langstrakt Syd,
løfter eller sænker i magtfuldt Sug,
svulmer efter Båden som et Uhyres Bug.
Underligt nede i Rummet
at se, gennem Tankernes Slør,
Kedlen, hvor den ryster, og de glødende Rør.
Sprang eet, såe du Dybet og Skummet.
Andre såe det nylig; de sejled og sang,
sidder nu dernede mellem Søgræs og Tang.
Laves ler alvorlig: kan ske for enhver,
fare med en Fisker er fri Mands Færd.
Døden vil Dårerne glemme;
vi sejler den sydende Sø,
fisker eller jager, og veed, vi skal dø,
og lever det Hjertet kan nemme.