Stille ventende Måned. Før Dagen fik blånet,
var Blåningen grånet påny.
Stort glimter en Stjærne. Dybt åbnes det Fjærne.
Så — skjuler atter en Sky.
Livet ånder så dæmpet. Den Kamp, det har kæmpet,
er tabt. Endnu bløder der Sår.
Ej græde, knap smile. Kun blunde, kun hvile,
mens Pulsslaget kommer og går.
Lytte længe, kun høre som Sus i et Øre,
som langt borte sitrende Sang.
Kun hvile, kun vente — det aldrig før hændte —
det Solhverv, som kommer engang —