Løft dig nu fra din Hule i Vest,
hellige Nat!
Nok har du hvilet hos Hav og Blæst!
En lang lys Dag, af Lykke forladt,
spandt du de Drømme af Fryd og Frygt,
som gør dig farlig og eftersøgt.
Rejs dig nu brat!
Svøb dig i Kappen af Zobel og Mår
med Stjerne-Islæt!
Blænd Dagens Blik med dit bløde Hår,
og kys ham langeligt, kys ham træt!
Læg du saa Byer og Hav og Land
til Hvile under din hvide Hand!
Det kan du let.
Gryet åbned sin gyldne Dør:
Dig gjaldt mit Savn!
Stien blev støvet, og Rosen tør,
og Løvet falmed i Lysets Favn,
og Dagen hældede, sløv, men sejg,
som en Gæst, der ikke vil gaa sin Vej!
Jeg sukked dit Navn!
Hviskende kaldte din Broder, Død:
»Jeg gør dig fri!«
Din Søn kom, Søvn, forpjuskeTsød
og surrede mat, som en Middags-Bi:
»Sødmefyldt er min Honningsæk!« —
En vendte jeg Ryggen, en kysted jeg væk:
»Hus forbi!«
Død vil følge din Paradis-Flugt,
snart, for snart —
Søvn gør godt, når din Glød er slukt.
De ser ikke, men du ser klart,
hvad salig Fryd min Trå står til.
Skænk mig den, Nat; jeg veed, du vil.
Kom snart, snart!