Du hvide slanke Vintergæk,
der står så kønt
med Guld og Grønt
i Kalken
og lytter efter Fugletræk,
Vingeslag
ved Nat og Dag
af Droslen og af Falken —
Ja, lyt kun du! Men jeg forstår,
at Sus og Fløjt
af lavt og højt,
som længes,
har ikke mer og større Vår
end du selv,
dit Blomsterhvælv,
der dufter, så det sprænges.