Den lille gule Krokus
er sprunget ud, helt solskinsvild,
skør, spæd, og nøgen som en Ild,
med alle Fibrer fulde
af Trods mod Jordens Kulde.
Vidt slår den ud sin Blomsterfavn,
o Sol, o Forår, i dit Navn,
for hver som veed at flamme
og falde med det samme.
Så barnespæd, så jomfruskør,
men vild af Solskin, til den døer.
Dens Lig er som et Alfeslør.
Frøs du ihjel, du søde? —
Nej, den er brændt tildøde,
den lille gule Krokus.