Ingen véd, hvor du var dejlig,
du min Ungdoms Drøm,
dejlig som en Sommersoldag
paa den dybe Strøm,
gyldent Solskin paa det brede,
blaaneblanke Hav —
ydmygt sang mit Hjærte for dig,
men min Tunge tav;
Ak, i Gangen og i Dansen
vugged fyrstefri
du din Pige-Slankheds blysomt
bløde Melodi,
svagt kun dine Kinder rødmed
af dit unge Blod,
om din hvide Pande Haaret
som en Guldsky stod.
Tavse Spørgsmaal, sød Forundring
i de dunkelblaa,
tillidsfulde, stjærneklare
Øjnes Lys jeg saa.
Livet var dig som et Tempel,
til hvis Dør du kom,
stod forventningsfuld paa Tærsklen
af en Helligdom.
Hvem er ren, at han tør vogte
Uskylds hellige Ild —
hvem tør lede andres Veje,
naar han selv fór vild —
vilde jeg med Haglvejr øde
æbleblomstret Maj? —
Derfor, skønt jeg saa din Ynde,
talte jeg dog ej. —
Aar er svundne, atter ser jeg
dig, min Ungdoms Drøm.
Tunge Skyers Mørkning sløred
nu den blanke Strøm.
Styrken, Dybden, Vovens Vuggen
er der endnu alt,
men fra Himlens fire Hjørner
sorte Skygger faldt.
Var der bagved Templets Forhæng
ingen hellig Hal?
Saa du dine friske Drømme
gaa fra Fald til Fald? —
Endnu vaagner der Forventning
inderst i dit Blik,
aldrig dog fra Sol og Maane
den sin Lysning fik. —
Du min Ungdoms og min Alders
Drøm foran mig staar,
dejlig med de blege Kinder
og det gyldne Haar,
men skønt alle Hjærter danser,
naar de møder dig, —
ingen véd, hvor du er dejlig,
ingen uden jeg.
Dejlig er du som det dybe
Hav ved Stjærners Gang.
Ak, fra Dybet kan jeg høre
sorgfuld Klokkeklang.
Al min egen Glæde synes
fattig kun og graa,
og mit Hjærtes Rødder skælver,
mens jeg lytter paa.