Min Moder er død for længe siden,
imens jeg endnu var ganske liden.
Om hende jeg drømte nu i Nat;
det tog mig om Hjærtet sælsomt fat.
Det vakte de gamle, stærke Minder:
jeg saa hendes blege, magre Kinder.
Jeg saa hende ligge, smertebøjet,
det underlig milde Blik i Øjet.
Hun trøstede mig, mens selv hun led;
jeg kastede mig for Sengen ned.
Jeg var, som jeg er nu, voxen, stor,
Men hun var min Barndoms egen Mor.
Jeg kasted mig ned og græd og bad:
Sødeste Mor! Gør mig god og glad!
Du var jo borte mange Aar;
jeg er bleven voxen, vild og haard.
Mor! Du maa ikke do igen!
Bliv hos mig, du eneste, kære Ven!
Hun tog mig om Haanden, streg mig Panden;
jeg laa og græd imod Sengeranden. — — —
Dagningen bragte Sorg og Nød:
jeg er alene, Mor er død.