Altså, forbi! Mon nu den bitre
Sandhed så er så slem?
Hør, Spurvene! Hvor Luften sitrer
omkring dit grønne Hjem.
Se, Vinen står med lodne Dupper,
så brister, veed du, de små Knopper —
det røde bliver gråt.
Altså, imorgen ses vi atter?
Et Håndtryk — hvis jeg må?
Vi er jo Venner, men jeg fatter,
hvad jeg gav Afkald på.
Thi hvert brændende Blik af din sorte Pupil
skønt det brænder endnu i mit Hjerte —
og dit Klageråb over den visne Jonquil,
din Røst var mit Liv, og den er det! —
Dog taler jeg kun, som en Ven vel tør,
blot Ordene vejet lidt strengere;
og jeg holder din Hånd, som Alverden gør,
eller dog kun et Øjeblik længere!