Jeg tænkte på Theocritus, der sang
om søde Længslers Liv, om Lykke-År
med Dødeliges Fryd Gang efter Gang
for Ung og Gammel, ja, til hvide Hår;
Vers fulgte Vers med Oldtids fjerne Klang,
mens jeg, bag Tåreslør, såe andre Kår,
budt af vemodigt-søde Tungsinds-År,
mit eget Livs, der kasted hvert sin Tvang,
sin Skygge på mig — til jeg brat blev va’r
imens jeg græd, at der var Nogen bag mig.
En trak mig ved mit Hår, jeg stritted vred ...
»Gæt, hvem der holder dig!« lød højt en klar,
en mægtig Røst. — Jeg gætted: »Døden. Tag mig!« —
Svaret kom blidt: »Ej Død, men Kærlighed!«