Usalige, hvad søger du
så enlig ude under Ø?
Ej synger Fugl i visne Rør
langs isgrå Sø.
Hvi vanker du så vild en Vej
med furet Kind og Smerte-brændt?
Hvert Egern har sin Hule fyldt,
Høsten er endt.
Jeg ser en Lilje på dit Bryn,
af Febers Dugfald kold og grå;
og Rosen på din blege Kind
vil snart forgå. —
Jeg mødte mig en Mø, så svaj
og smidig som en Gangerpilt,
med Håret langt og Foden let;
hendes Øjne såe vildt.
Dèr sad hun på min Sadelknap,
og trave gjorde min gode Hest;
hun læned sig, og kvad dertil
som den susende Blæst.
Jeg vandt en Krans om hendes Hår,
om Midjen vandt jeg to og tre;
hun såe på mig, og klaged ømt —
og lod det ske.
Hun fandt mig vilde Biers Bo
og Manna-Dugg,som læsked blidt;
og jeg forstod af Ord og Tegn,
hendes Hjerte var mit.
Så tog hun mig til Elverhjem,
dèr tøved hun en bange Stund,
og hendes Blik var vildt af Ve,
da jeg fandt hendes Mund.
Dèr lå vi på det grønne Mos,
til Græsset faldt, og Fuglen fløj;
dèr drømte jeg min sidste Drøm
i den vindkolde Høj.
Thi Konger kom, og Riddersmænd,
Helt efter Helt kom bleg og kold
og skreg: »La belle Dame sans merci
har din Vilje i Vold!«
Af skræksopspilet Dødningmund
stod Varselsråb som Ild og Røg;
jeg vågned brat og fandt mig her
paa den vindkolde Høj.
Thi vanker jeg så vild en Vej
alene ude under Ø,
skønt Fuglen fløj fra de visne Rør
og den isgrå Sø.