Her ved Stadens Grænserande
mod de grønne Markers Rige,
aander den forunderlige
Nattestilhed paa min Pande.
Langs en skyggestrejfet Gade
dirrer sorte Pyramide-
popler i den maaneblide
Dæmring med de blanke Blade.
Jeg er glad, skønt Sorg mig tynger,
stærk, om end min Strid mig trætter,
thi de lyse Sommernætter
gaadefuldt min Sjæl forynger.
Ser i dæmringshvide Skyer
sølvhvid jeg en Stjærne skælve,
grønlighvid sig Himlen hvælve,
rødme dèr, hvor Dagen gryer. —
Skyen sejler bort med Sorgen,
Stjærnen Lys i Hjærtet tænder,
dagningrødmende sig vender
Haabet fremad mod Imorgen.