En Lindeduft! — Helt op igennem Gaden
driver der Duft fra disse blomstergyldne
Lindekupler her langs Promenaden.
Guldvinget Dagen bort fra Byen flygter;
der stiger Lys igennem Blomster og Blade
fra Ridestiens nylig tændte Lygter.
Lindens Løv bliver rødt, som skælvende Luer;
Luften er hed og duftsød til Berusning.
Floden vugger sig dovent mod Broens Buer.
Mange Menneskers Fødder forbi mig vandre.
Næsten altid to og to er i Følge;
de fleste unge; de hvisker og ler til hverandre.
Ogsaa jeg er ung; det er Nat; det er Sommer
hørte jeg min Venindes hastige Fodtrin?
Kun Hjærtets hæftige Hamren. Ingen kommer.
Jeg lukker Øjet. Var der to bedende Øjne,
der elskovsskyggede kaldte mit Blik imod sig?
Det var kun en Drøm, og Drømmens lokkende Løgne. —
Ene jeg sidder paa Bænken, hvor Floden rinder;
nu er det tyst og Nat; men Lindene dufter.
Der sætter sig hos mig en af Gadernes Kvinder.
Den sorte Silke stramt hendes Hofter kryster;
Læberne ligner den skarlagenrøde Nellik;
Kinden er hvid og de halvvejs blottede Bryster.
Og Brystet bølger: Knug mig, knug mig tildøde!
Og Haaret kruser sig: Sno mig om dine Fingre!
Og Munden blusser: Jeg skal faa din til at gløde1
Øjnene gnistrer: Ser du, hvor blankt vi lyser!
Jeg rejser mig op og gaar; mit Hjærte harmes:
Ikke hos dig og dine, omend jeg fryser! —
Jeg møder to, de gaar saa tæt ved hinanden,
men fjærner sig lidt, imedens jeg gaar forbi dem.
Hver af dem, syntes mig, bar en Stjærne paa Panden.
Om dog mine Øjne brat af Sorg maatte briste!
Nej, Skændsel — Skændsel! Bort med hvert blødende Minde!
Med Staal jeg hugger dem ned, de ufrugtbare Kviste! —
Hvis ikke det var for de blomsterduftende Linde — —