I en klippeskjult Kløft mellem Højland og Lavland,
på den yderste As mellem Luvart og Læ,
stenhegnet mod Storm, dog stænket af Havvand,
står skælvende Skygger af Blomst og Træ,
står et Genfærd af det, som engang var en Have,
og Tornekrat skærmer om Bed og Busket,
hvor det Ugræs, der groede på Rosernes Grave,
selv blev træt.
Lavt ludende Oredrev, sandgule Skrænter,
en livløs As langt langt i Syd-Vest . . .
Hvem våger her? Hvem ligger og venter
med hemmeligt Bud til en ukendt Gæst?
Længe lå selv denne grå Sø mastløs,
endnu længer den Sti her af Fodtrin forladt.
Gæsten møder af Liv ikkun Hav«Vinden, rastløs
Dag og Nat.
Den Jernlås er rusten, den Portsøjle søndret;
hvem krøb i det Krat efter Savn kun og Sår?
Et øde stort Sted stod bestandig mer plyndret
for alt, pånær Tornen, der stikker og slår.
Tid skåner Tornen, mens Rosen visner,
den levner Sten og forstener Trær.
Den vandrende Vind og det Græs, den isner,
de blev kvær.
Ej en Blomst til at frygte den Fod, som går ej;
den Drivbænk er gold som en død Mands Bryst;
hvis en Nattergal slog i det Krat, hvor den slår ej,
blev aldrig en Rose mer rød ved dens Røst.
Over den Mark, som her blomstrer og blegner,
skingrer kun enligt en Søfugls Råb.
Og Solen skinner og Regnen regner
uden Håb.
Det Solskin sårer, den Regn fremkalder
een sær bleg Blomst med duftløst Løv.
Blæsten her kun hujer og gjalder,
til Død og Liv er det samme Støv.
Måske var tilforn her to Elskende hjemme;
de favned, sov, vågned og spejded tilsøs.
Nu fik de hundrede År til at glemme
Suk og Kys.
Bruste Havet for dem som med Højsangens Salmer?
Bad han: »Slip disse Blomster, se ud over Sø,
thi de SkuimBlomster bliver, når Rosens Blomst falmer,
og løs Elskov er intet, men vor — kan den dø?«
Og den samme Vind sang, og den samme Sø suste,
og endnu stod en Rose i duftende Glød:
Da var Smilet forbitret, og Drømmene knuste,
Elskov død.
Eller elsked de trofast, var eet til det sidste?
og rejste så — hvorhen? det sidste var-hvad?
Elskov, dyb som et Hav, som en Rose må briste,
og som Tangen, der gløder lig Rosens Blad.
Kærer Døde sig stort om at elskes af Døde?
Hvilken Elskov var nogentid dyb som en Grav?
Alt deres Eje er nu, hvad den øde
Glemsel gav.
Roser og Elskende, Borte tog dem!
Spørg Fjeld, spørg Sø, ingen såe deres Spor.
Intet Pust af det Liv, som betog og bedrog dem
gennemsitrer den Luft, hvor en ny Vår gror.
Ingen Dugg af vor Gråd, ingen Lyd af vor Latter
skal røre de kommende Somres Løv,
når som de, der er fri nu for alting, atter
vi blev Støv.
Her bliver Døden vel fri for at dele;
her ændres vel intet, før alting må.
De gav til en Grav, den beholder det hele;
intet Liv er her levnet at slide og slå.
Støv, Sten, og den Kratskov, filtret og tornet,
mens Regn og Sol bliver, skal disse bestå,
til den sidste Blæst blæser i Dommedags-Hornet:
Hav, bryd på!
Til det sløve Hav slår, og den grå Sten smuldrer,
til Plæne og Mark drikker salt Søs Væld,
til den stigende Flod sætter tungt sine Skuldre
mod skridende Skrænter og revnet Fjeld —
og da segner, midt mens han skalter og valter
i vild Triumf med de Borge, han brød,
lig en Gud, selv-dræbt på sit eget Selvs Alter,
Døden død.