Oude Reijn
Kongen i Leyden
Kongen i Leyden
Den Flod har jeg mødt før iaften.
Hvem kender vel Flodernes Væld?
Men flyvende kom den fra Fjældet,
Schaffhausen, en Måneskinskvæld.
Et Sølvfog, med Toner, og Tårer,
i mig og den styrtende Flod.
Er det den, som nu snavset og snæver
træt sniger sig hen for min Fod?
Jeg kendte den bedre, hvor Landet
lå grønt om den skinnende Strøm
med Byer og Marker, alt båret
af Vandfaldets vældige Drøm.
Bredt glinsende gled den i Dagen,
den voxne, dybt hvirvlende Rhin.
Dær hilste jeg den, og den kendtes
helt vel ved den Flod, som var min.
Jeg tænkte, den Flod vilde flyde
som Hav imod Havet — og her,
her står den og rådner i Stilhed
blandt Mursten og mørknende Trær.
En Rendesten. Lygterne spejles,
hvor Borgerne kommer og går.
Selv sidder jeg stum. Tør ej spørge.
Min Mund er som lukket af Sår.