Og trænger du til at hvile
og blive rolig og glad,
det er ikke mange Mile,
det er midt i den dampende Stad.
Højt op over Støjen og Støvet
af Strømmene stiger et Stilhedens Fjæld,
hvor det suser og suser i Løvet
og risler af rene Væld:
På Skansen
går Elverspillet og Dansen.
De gamle Klokketårne,
de ringer, så stille de står,
lig skællede Kogler skårne;
de ringer af tusend År.
Og den som er levende fatter
bag Solstøvets Nyn gennem Glug og Dør
i Rygåstuen fjern Latter
og Gråd som var nærmere før.
Det smerter
og kvæger de udslidte Hjerter.
Hvor gør det dig genskabt sikker,
hvor stilner de Nerver der skjalv:
Her står en Elgko og slikker
troværdig sin nyfødte Kalv.
Og Lossen med sine Unger
har slængt sig hen over en solbagt Sten;
de patter med tørstige Tunger
og spjætter med smidige Ben —
Stå stille!
Fjernt hører du Iriskens Trille.
Og Spillemænd stryger Fiolen,
det klinger af Hø-Le og Rok,
mens Børnene danser i Solen,
en sommerfuglflagrende Flok.
De milde, de lystige Øjne,
den brogede Dragt og den blussende Kind
Ak, nu er de fløjne,
slet ingen fik du fanget ind.
Kun Mindet,
som leger og ler gennem Sindet.
Her mindes Fabriken og Gaden
det ensomme Vildmarkshus,
her favnes Bruset af Staden
med Løvets og Kildernes Brus,
og Barnet hos Planten og Dyret,
de lever, de lever, som Livet er til —
Er ikke det Æventyret,
og virkeligt, når vi vil?
Storm Skansen,
fang Elverspillet og Dansen!
Der går gennem Bygder og Stæder
i hele Sveriges Land,
hvor Småbørn jubler og græder
og Kvinde møder Mand,
et Spil af de henfarne Tider,
en Dans af den ukuet friske Natur ...
Man slås vel, og man slider,
men synger dertil i Dur!
Vi andre
må lytte og længes og vandre.