Tyst!
Nu er det Nat, og endnu er det lyst,
og du sejler, du sejler tilbage langs
Söderns Tårne og Tage,
der vandre efter hverandre
forbi den glødende Måne.
Lig Fjælde ser du dem blåne.
Stans!
Stanset er Stjernernes himmelske Dans:
De funkler som Havfrusmykker
langs bølgeskvulpende Brygger,
de kaster fra glidende Master
smaragdgrønne Gnister mod røde
og flyver hverandre imøde.
Stum
stiger en Borg i det blånende Rum.
Dog, hemmeligt lyser dens rene
fint rosenfarvede Stene.
Der tindrer en Drøm fra dens Indre.
Bag Sølvglans af tusende Ruder
fester vel Feer og Guder.
Nej —
se hvor den lyser, den stensatte Kaj!
Langt borte i Klipper og Mure
ses hver Knold og hver Fure.
Alt skinner af Længsler og Minder.
Det hulker og ler som i Drømme
fra Broernes hvirvlende Strømme ...