Lyset og Luften og Jorden —
mest Jorden sukker jeg efter.
Den skænkede mig, som Antæus før,
uafladelig friske Kræfter.
Fra første Gang den kendte
min barnlige, spæde Fod,
var den mig som en Broder og Ven,
der alt mit Sind forstod.
Og mangen Gang har jeg lagt min Kind
imod Jordens kølige, hårde;
den hviskede Trøst i mit Øre,
den tog og skjulte min Tåre.
Den bar mig bort fra de andre Børn,
som voldte mig Fortræd,
bragte mig Blomster og Blade,
at jeg kunde lege dermed.
Den viste mig Myrernes Tuer
og Ormenes kunstige Gange;
Billen red ud i sit blanke Kyras,
og Pindsvinet tog den tilfange. —
Så blev jeg større; og Jorden tog
og viste mig vidt omkring,
lærte mig Sagn og Viser
om Fortidens faldne Ting.
Den Murstenshob var et Borgtårn,
dær stod den spejdende Kure;
Hav befores af brede Sejl,
hvor Ploven nu måtte skure.
Tingene, som jeg så dem,
var ikke fra Evighed af;
og andre ventede længselsfuldt,
at de skulde synke i Grav ...
Min Søster lo med sin røde Mund;
en Dag var hun død og kold.
Der lå kun en Tue med Blomster,
hun selv var i Jordens Vold.
Jeg sad alene ved Graven;
jeg kaldte: Er du derinde? —
Men hun var tavs. Der susede kun
i Græsset de sagte Vinde.
Og andre lå dær tavse
rundt om under Mark og Vej.
Det Støv, der blæste, var Menneskestøv;
men derpå tænkte man ej.
Kun Jorden kendte det Hele;
de Trætte gav den at blunde.
Dog stadig der Liv fra dens Hjærte sprang,
råbte med tusend Munde.
Væld randt frem, og Fugl sang op,
der spirede Urter og Strå;
der åbnedes daglig Øjne,
som undrende Lyset så.
Og Jorden kendte det Hele;
det var mig sødt at nemme:
Den talte i Suk, den talte i Sang,
jeg lyttede til dens Stemme.
Men ak! Nu ligger jeg fangen,
syg jeg ligger og stiv!
Læger og Nonner plejer mig,
de plager mit arme Liv.
Præsterne kommer og præker
om Synd og Anger og Nåde:
Jeg vilde, jeg kun en eneste Gang
igen mig selv måtte råde!
Jorden er våd af Efterårsregn,
og bidsk den urolige Vind:
Jeg slæbte mig ud på Marken
og krøb under Diget ind,
fyldte min Hånd med den fugtige Muld
og så mod den drivende Tåge:
Så lukked jeg trygt mine Øjne,
lod Jorden over mig våge.
