Strengene klang,
Sangeren sang:
„Se, Lysets Strømme glider fra Solens Kildelue
ned ad Himlens Bue til alle Verdens Sider.
Det risler ned i Havet fra de fjerne Rande:
Hvem der stod
og såe den Flod
flammehed
styrte ned
med gyldent Sus af Gnister i de kolde Vande,
som løfter sig skumvæltende og skiller sig og viger
sydende til Siden fra Dybets dunkle Riger!“
Hun løftede sit Hoved og såe på sin Ven:
„Nu drømte jeg så dejligt. Syng mig en Sang igen!“
Strengene klang,
Sangeren sang:
„Det himmeldybe Hav er en Seng for de stærke Vinde.
Dær slænger de sig og gynger i nøgne Kæmpeklynger
og smiler og lader det smyge Vand mellem Lemmerne køligt rinde,
ligger og lytter Dagen lang
dovent til Vandets Vuggesang
og glipper med Øjnene op imod Solen, hvor længe vel den gider skinne.
Men når Solen red
på sin røde Hest
ud imod Vest
og bort og ned,
da letter Flokken en for en og fylder Himmelrummet
med uværsvrede Fugleskrig og Brus af vældige Vinger,
styrter sig ned som Måger, hvor bratvakt Brænding koger,
og bort igennem Skummet skrigende de sig svinger.
Vandene driver tungt fra deres våde Fjer,
salte Dråber stænker paa Stjernernes klare Flammer,
og hvergang en de rammer,
slukkes knitrende den ud og lyser ikke mer!“ —
Da såe hun atter paa ham: „Du synger altfor kort.
Nu faldt jeg ned fra Stormen, som brusende bar mig bort.“ —
Let over Luthens Strenge løb Knøsens brune Fingre,
lod dem klage, lod dem skingre og legede på dem længe.
De grønblanke Dønninger løftede deres Jolle
og sænkede den atter
og klukkede derunder med sagte spottende Latter,
skønt ingen Havfru skinnede i de gennnemsigtige Volde.
Han lænede sig over Rælingen og stirrede dybt derned,
hvor den purpurblomstrende brune Tang
favnelang
bøjede sig og bugtede sig, som usynlige Strømme gled.
Da såe han op med sorgfuldt Blik, han såe på sin Veninde,
men hun såe bort mod Skyerne, der drev med fjerne Vinde.
Strengene klang,
Sangeren sang:
„Havørnen sejler frem
over Dybet imod sit Hjem.
Med Næbbet gennem Luften sin lige Vej den skærer,
slår den med hvalte Vinger, og den bruser og den bærer.
De sortoghvide Slagfjer løftes og sammenføjes,
de sænkes og de skilles, i spændig Kraft de bøjes.
Havørnen sejler i Luften, den krummer sin gule Klo,
mæt af de mange Mile længes den efter at hvile,
men ser kun Bølge følge på Bølge i døsig Ro.
Da lysner der ved Kimmingen en lang og mægtig Vove:
Blæste Dommedagens Lur
Havet op i Stormflodsmur?
Nej, en Klint af Flint og Kridt
løfter sig og lyser hvidt,
og dær vil Ørnen sove!“ —
Da såe hun op og lo, som et Barn fornøjet ler:
„Jeg kender det, du synger om. Bliv ved, syng mig mer!“ —
„De friske Vande stiger og falder rundt om Kysten,
som Stormen vil, og Månen, og så den stærke Sol.
I Våren er der mørkeblåt af duftende Viol,
om Somren rødt af Kløver og gult af Korn om Høsten.
Intet andet Land har så grønne Sletter,
så skinnende hvid en Strand langs med strømstride Sunde.
Det klinger sødt med Fuglefløjt fra skyggekølige Lunde,
og tier alle Triller, da risler klare Kilder
og spejler hvide Stjernelys i sommerlige Nætter,
indtil Dagen gryr
ildrød i de røde Skyer,
hilst af alle Jordens Dyr med tusendtunget Støj:
Da funkler over Skoven Borgens guldforgyldte Fløj!
„Hvem suser igennem Salene med Sang og syngende Latter,
hvad blæser der for en Forårsvind,
hvad flyver der for en Æbleblomst for Fyrstens Åsyn ind?
Voilin!
Sang og syngende Latter.
Voilin!
Voilin er Fyrstens Datter.
Jeg veed en ædel Vin.
„Så rider hun ved Stranden, hun råber til sin Hest,
kækt sprænger hun frem gennem Bygesol og Blæst.
Bølgen krummer Halsen og ryster sin hvide Man,
tungt drøner Havets Hovslag, det springer højt på Land.
På Stenene, på Tangen og på den sølvblå Tidsel
stænker der Skum fra Havets Gab og den fnysende Gangers Bidsel.
Og Himmelmarkens Heste, Stormskyernes vilde Stod
sænker sig ned og følger den dristige Piges Ridt;
hendes Hår spiller i Luften som Lynets bugtede Brod,
lystig ler hun ad Havet og knejser i Stormen frit. —
Det blæste ned fra Himlen, en Blæst med Jubel i,
åbent blæste mit Hjerte, åbent blæste mit Øre,
Havet var i mit Hjerte, min Vilje vilde det føre.
Det blæste ned fra Himlen, men nu er det blæst forbi.
„Nu må den hvide Hingst i Stalden urørt stå,
nu vælger hun at vandre ved den skovskjulte Å,
hvor grønne Grene gynger i sommersagte Vinde,
gynger højt i Luften og under de glatte Strømme.
Der hvisker Længselsdrømme løndomsfuldt derinde,
og langt, langt borte, i duftende Skyggers Skjul
fløjter usynlig Eventyrets Fugl.
„Voilin! Viol! Hvor mon Fuglen bygger?
I Skovens grønne Skygger der blomstrer gylden Sol.
Voilin! Viol!
„Så går hun over Engen i den solklare Sommer,
Hjertegræsset skjuler den smalle Pigefod,
og Engens høje guldgyldne rosenrunde Blommer
kysser hendes Knæ og stryger Kinden derimod.
Nej se, de har jo Vinger! Så skinnende som Silke
op fra deres Stilke Blomsterne sig svinger,
lyserøde, himmelblå, Guld og Skarlagen,
flagrer de og flakker de frit om i Sommerdagen!
Broget er den Blomsterflok, det Sommerfuglefølge,
der luftigt fylder Luften med sin lunefulde Bølge.
Det Jomfrublomster lokker dem, søgende Pigens Spor
sænker de sig fra Luft og løfter sig fra Jord.
„Voilin! Der står en Lind.
Min Længsels røde Sommerfugl fløj skælvende derind.
Voilin! Der står en Lind.“
Hun løftede sit Hoved, som om hun vilde tale;
men tav og blev rød og såe ned i sit Skød,
mens Strengelegen lød som Sang af Nattergale.
Han sang, den unge Sanger: „Husker du, Fyrstinde,
hvordan som Barn du legede med Skovbaronens Dreng?
Nu er det kun et Minde.
Husker du, jeg redte på Engen dig en Seng
af det nyslagne Hø, de til Soltørring bredte?
Er nu alting forbi, er nu alt kun et Minde,
der snart vil forsvinde som en flygtig Melodi?
Voilin, min Veninde, vor Barndom er forbi,
dens blomstrende Sti kan vi aldrig mer finde.
Aldrig mer den samme —
men bag Havets Bølgekamme
løfter sig en Rosenflamme,
Genskin imod Skyen af Solens Rosenø!
Ifald du vil, Voilin,
så bryder vi to den barske Sø,
vi to alene sammen — ifald du vil, Voilin?“
Han tav. De tonende Strænge dirrede sig tilro.
Atter hørtes Bølgerne, som løb derunder og lo.
Stigende bar de Båden, vigende drog de den ned;
for hver en langsom Bølgetakt lidt ind imod Land de gled.
Med Tusendårenes Tegnskrift i sort og grålig Flint
stod højt over deres Hoveder den hvide skinnende Klint.
Vildt var Linjerne vredne, lig Malm, der strømmende gløder,
de bar det vældige Vidnesbyrd om slukte Morgenrøder,
om længst forledne Tider, om Stridens stærke Dag,
da Højene tørnede sammen som Bølger med Tordenbrag.
Nu skyllede Havet Tang over Klintens hvide Fod,
det grønne Krat krøb ned gennem Kløfter og dybe Furer,
fast og roligt løftede sig de blændende brede Mure,
spidst op ind i Himlen de svimle Takker stod.
Hen såe den unge Sanger langs Klintens bratte Side,
nær anede han Sorgen, men frygtede for at vide,
han såe, og såe dog ikke, det jernrøde Væld,
der sprang ud midt af Brystet på det svulmende Fjæld,
han såe, og såe dog ikke, den lette Rå, der sprang
ad usynlige Stier over de stejleste Lier,
hvor Kridtkullen truende langt ud over hang,
Hun tav, og hendes Tavshed tog ham om Hjertet hårdt.
Hvorhen skulde han se, se langt nok bort!
1897