Jeg kom fra den solhede syngende Stad
med dens larmende stenlagte Sletter,
hvor fremmede mødtes og fulgtes ad
til Vinrus og Ildflue-Nætter.
En fremmed idag, og en fremmed igår,
selv fremmed, og altid alene:
Da fandt jeg det Kloster, hvor Cederen står,
det suste igennem dets Grene.
Mit Hjerte var jaget af Vrede og Nag,
jeg vilde forgifte og myrde.
Nu havde jeg båret i År og Dag
forgæves mit Arbejdes Byrde.
Min Udgang ifjor var min Hjemgang iår,
alt brast i en skurrende Tone:
Da stod jeg i Klosterets kølige Gård,
det suste i Cederens Krone.
Min Gerning var dømt, og min Sjæls Sjæl død,
tilbage stod Svindlen og Svigen.
Da fandt jeg i Asken een udslukt Glød,
een hellig, een uudtalt Higen,
og knælede ydmygt og løftede frit
mod Himlen den frelsende Flamme:
Dog, Cederen suste kun, stille og blidt,
og Aske og Ild blev det samme.
Sig, suste du, Ceder, i Libanons Dal
og hang på Himalayas Tinder?
Hvi sukker din Krone af Kristi Kval
og mumler om Buddhaens Minder?
Min Verden henvejres, jeg mister mig selv —
Velan da, så tag mig, Befrier:
En Skygge mer, skjult i dit lysende Hvælv,
et Sus til, i Suset der tier ...