Du Strålebro fra Kvæld til Gry,
du Aftenstjerne, stærk og svag,
så melder du mig da påny
min store Smertes Mindedag!
Min Mary, skønt du længst er død,
og hviler sødt, jeg veed ej hvor —
mon du kan se din Elskers Nød
og veed, hvor vildt hans Hjerte slår?
Jeg har ej glemt hint Krat ved Air,
ej Strømmens Blink og blide Røst,
og ej den Stund, vi mødtes dèr
til een Dags Liv i dødsdømt Lyst.
Jeg ser dig, som du græd og lo,
mens Hjerte imod Hjerte sprang —
ak, lidet forudsåe vi to,
at dette blev den sidste Gang!
Air kluklo som et Kildevæld
på Bunden af vort grønne Hus;
fra Birkeløv og Hvidtjørns-Hæld
flød Duft og Sang og salig Rus.
Vort Leje var af Blomster lagt,
hver liden Fugl kvad Elskovs Pris —
men snart sank Sol i blodrød Pragt,
og Dag var endt i Paradis.
End drager mig den tabte Drøm,
min Sjæl er gemt i Gravens Krypt,
og Savnet sled sin Understrøm
kun År for År des mere dybt.
Min Mary, skønt du længst er død,
og hviler sødt, jeg veed ej hvor —
mon du kan se din Elskers Nød
og veed, hvor vildt hans Hjerte slår?