Laden smækker med rappe Smæld,
og Skamlen knirker, og Skytten slår.
Sol er der både ved Gry og Kvæld
i den lave Stue, hvor Væven står.
Til Morgen skinner den klart hos Trine
ind gennem Kaktus og Balsamine,
til Aften gyldner den Støvets Svæven
og gløder Spindet om gamle Knud.
Han stanser Væven
og kigger ud.
Tænke gør han nok helst i Smug,
den lille Knud med det hvide Hår;
stilfærdig lægger han Dug til Dug,
mens Skamlen knirker og Skytten slår.
Men Trine har en velsignet Tunge,
hun veed om Faren til Elses Unge,
og hvad Niels Nilen vil ha for Møllen,
og når Pe’ Pæsen går bankerut —
Knap stanser Skyllen
et halvt Minut.
„Gud dov, Knud, hvor du dov er dom!”
Han smiler stille, mens Væven går,
og Trine snakker og tripper om
og ler til Knud med det hvide Hår.
Men stanser Væven, og Trine tier,
er alt eet syngende Surr af Bier,
og ind ad Vinduets Åbning strømmer
sød Duft af Blomster i Bunkevis —
Man står og drømmer
om Paradis.
Bommen drejer, og Skytten slår,
Knud strammer kyndig det gode Garn:
Eet Slægtled slider ej denslags Vår,
de Lagen arver Ens Barnebarn.
Mor Trine prikler og såer og poder,
hun er den ømmeste Blomstermoder,
går Haven gennem, trods Værk og Trykken,
med Lugekniv og med Plantepind —
og retter Ryggen og snakker ind.
Før var Haven det bare Sand.
Føl nu, ren Pottemuld, Drivhusjord!
Slid har det kostet, men når man kan ...
„Den blev smænd osse præmért ifjor.”
Diplomet hænger, svært fint beseglet,
i Glas og Ramme dær under Spejlet
hos Olietrykket af Himmelbruden
og Jesu Hjerte med åbne Sår
og Navnekluden
fra Herrens År.
„Movsomt er det at se på Tryk
med Sovn og By og Ens fulde Navn.
Strast var det liså det gav et Ryk —
men jeg begreb jo, det var til Gavn.”
Og Trine maser med Flid en Måler,
mens hun af hemmelig Stolthed stråler,
de brune Øjne slår Vifterynker
af Smil i Kindernes Æbleskind —
mens halvt hun klynker
af ydmygt Sind.
Haven er som et trefags Hus
med grønne Vægge af Trær på Tråd,
en fodsbred Gangsti med harpet Grus,
fint jordbærkantet og vandingsvåd,
og en etbrædts Bænk ved en halmtagt Kube
med Bisurr gennem den sorte Strube.
Dær kan man sidde, når Solen svider,
i Skyggeskjul af en Hyldebusk,
imens man gnider
sin Ambradusk.
Inde knirker og banker Knud,
og her står Blomster i Sol og gror.
En spættet Nellik er sprunget ud,
og Slørblomstbuskene står i Flor,
og Bier kravler og Bier dumper
i Tøffelblomsternes gule Klumper.
Pralbønnen spreder de røde Vinger
mod Sommerfuglenes lette Flugt —
Alt ler og klinger
og sætter Frugt.
Avlen bliver vist god iår,
om da fremdeles Vorherre vil!
Fersknen dunes af fine Hår,
og „de grønne Kloder” gror dygtig til.
Hun går og kigger og tar og tæller:
de er der alle. — Og Dagen hælder.
Knud stanser Væven derinde, kommer
fra Køkkendøren med Piben tændt.
„Se Knud, de Blommer
er man bekendt!”
Lørdag Aften i hjemlig Ro,
og Søndag Morgen på Kirkefærd:
Stift skridter Knud i de Fedtlærs Sko
og de tykke sorteblå Vadmels Klæer;
den uldne Halsdug op over Frakken,
den høje flossede Hat i Nakken.
Han bider Piben med Husbond-Mine;
bagefter tripper med rappe Skridt
andægtig Trine
i Sort og Hvidt.
Lommetørkle og Salmebog,
dertil en duftende Ambradusk,
så sidder man i sin Kirkekrog
som i Haven under sin Hyldebusk.
Ja, den Mils Kirkevej, ok, den falder
så kort, mens Klokkerne venligt kalder.
Nu svinger Lågen, nu knirker Gruset,
Bekendte nikker, man mylrer glad
i Våbenhuset —
og skilles ad.
Mand og Kone til hver sin Stol;
det var så Sæd under Slægters Gang.
De fritter ikke, hvem sligt befoel,
de trodser ikke, veed ej af Tvang.
De synger. Salmen og hører Ordet,
og Solen skinner så kønt i Koret,
og Salmen løfter dem atter sammen,
de gamle Hjerter, mod Livets Gud ...
Med Korstegn Amen,
og langsomt ud.
Præstegården er lige ved,
man dukker ind ad dens lave Dør,
Småfolk og Bønder, til festlig Fred
som Ens Forældre et Slægtled før.
Glad skæmter Præsten, mildt snakker Fruen,
mens Kaffen dufter i Havestuen;
så går man rundt i de revne Gange
og snuser Roser og holder Snak —
Klokken er mange,
Farvel og Tak!
Trine stjal sig en Stikling med;
man må jo lære lidt udenlands.
Og da de kom så betids afsted,
fik de Følge af Præstens Hans.
Med ham kan Trine så dejlig snakke
om „Cyprianus” og „Trold i Bakke”,
om Tørvepriser og Honningbier
og franske Roser, det går galant.
Knud går og tier
som han er vant.
Præstens Hans er en Knop endda!
Han læser højt, som det stod på Prent,
et Brev fra Niels i Amerika
og nævner Jowa velbekendt.
Bagefter værdiges han at smage
det sure Øl og en Sigtekage
med tykt Lag Smør, ved den røde Skive
imellem Vindu og Himmelseng.
To, skal det knive —
„den rare Dreng!”
Klar er Kindernes røde Hud,
hans Guldhår kruset og Blikket blåt.
Og Trine smelter. Hun mindes Knud,
da de gik til Præsten. Hun led ham godt.
Men Knud var blu. Det var ikke heller
hans Skyld, det blev da. Og hun fortæller
om Høst- og Skovballer; Knud han såe kun,
med dybe Øjne, sa ikke et Muk.
I Sengen lå hun
med Sorg og Suk.
Så kom Knud jo til Bjergbygård,
og — her må Trine med Tårer le —
hun tænkte: Kort er vor Ungdoms Vår,
og nu til Pinsedag skal det ske!
Hun gik derop og kom ind bag Stalden,
og dær stod Knud jo som himmelfalden.
Men Trine drat ham badovs om Halsen:
„Knud, vil du ha mig?” — Hun græd, han lo.
Og så gik Valsen
i Bjergby Kro. — —
Trine rødmer, det gamle Skind,
men Knud han sætter sig stille hen
og lister Næven i hendes ind
og snyder Næsen og går igen.
Drengen holder sit Blik ved Bænken;
så rejser han sig, med Tak for Skænken.
Men Trine skynder sig ud og plukker
en Knaphulsblomst og en Håndfuld Bær.
Han går, de sukker:
Hvor Niels nu er? ...
Tråden knyttes, og Væven står,
en Dug er færdig og løftes af.
Det blev jo Knud med det hvide Hår,
som først helt stille gik i sin Grav.
Da glemte Trine omtrent at snakke,
og det gik rivende ned ad Bakke.
De ny har Hønsegård nu i Haven ...
Men Digtet her blev en Blomsterkrans,
lagt ud på Graven
af Præstens Hans.