Farvel, kære Fader og Moder.
I undres, I vredes måske:
der er en af Indiens Floder,
hvis Udspring jeg ønsker at se.
I bliver, I døer vel herhjemme,
men døm ikke Flygtningen hårdt!
Glemme, hvem taler om glemme?
Jeg veed kun Et: Jeg må bort —
herhen
og derhen
og allevegne hen —
jeg kommer aldrig igen!
Farvel, kære Broder og Søster.
Det kan I vist aldrig forstå:
Der er en Koral-Ø, hvis Kyster
jeg ønsker at hvile mig på.
Held følge den trofaste Kending,
Fred skygge den Bofastes Hus —
Mig lokker den langstrakte Brænding
og Sydhavets lønlige Brus —
herhen
og derhen
og allevegne hen —
jeg kommer aldrig igen.
Farvel, kære Viv og Veninde.
Du var tro, du var tapper og øm;
men i Kaukasus er der en Kvinde,
hvis Hånd jeg har holdt i en Drøm.
Jeg veed vel, at Minderne følger
med Længsel og Gråd på min Gang,
men mig lokker bag Sletter og Bølger
de Fremmedes Latter og Sang —
herhen
og derhen
og allevegne hen —
jeg kommer aldrig igen.