Sang for Hanssen-Nørremølle
Mel.: Ja, vi elsker dette Landet.
Mel.: Ja, vi elsker dette Landet.
Havet åd sig ind fra Vester
i det jyske Land;
Sild og Rømø står som Rester
af den gamle Strand.
Mark og By blev salt begravet,
Kirker sank i Sø;
stundom ringer op fra Havet
Klokker under Ø,
ringer Klokker dybt i Havet
over dem, der måtte dø.
Dog, den sejge Bonde kriger
selv mod Havets Vold,
graver, planter, lægger Diger
om sin Mark til Skjold.
Ja, den dristige forfølger
ud på fjendtlig Grund,
sætter Hegn om salte Bølger,
lukker Dybets Mund,
og den grønne Marsk-Eng bølger
hvor der nys var Havsens Bund.
Tyskhed åd sig ind fra Sønder
alt i tusend År;
sent forstod de danske Bønder
det de nu forstår.
Lyder Modersmålets Røster
syd for Flensborg Fjord,
er det Suk fra sjunkne Kyster,
hvor de Døde boer;
og de truer mer end trøster,
hine Klokkers fjærne Kor.
Siden Skau og Hiort Lorenzen
mærked Flodens Magt,
fik vi dog langs Folkegrænsen
faste Diger lagt.
Tog end vi, som ærligt troede,
Svigens beske Dåb,
aldrig faldt vi feigt tilfode,
trods de barske Råb;
just af Skuffelserne groede
ny og hærdet Viljes Håb.
Kryger løfted det på Lansen,
Junggreen bar det hjem;
kækt fra Sind til Sind Johannsen
lo dets Lysning frem.
Troskab kender ej til Dvale,
traver aldrig træt,
hævdet er i Herresale
Folkets Arv og Æt.
dær hvor Jessens hvasse Tale
førte Sværdet for vor Ret.
Altid nye Kæmper svarer,
når der kaldes her.
En er yngst i denne Skare,
Førernavnet værd,
Dagens Mand, som bruger Dagen,
skiller Dåd fra Drøm:
Holde det, vi har, er Sagen,
samle Dryp til Strøm,
Strøm fra Hammershus til Skagen,
som fra Mummark Klint til Røm.
Han tog ej ved Arv iblinde,
vågen blev han var,
vejed Ven og forsked Fjende,
fandt, hvad først lå for.
Tidens tunge Tegn han tyder,
Trods er Vildmandsværk:
Kræv kun Ret, I Sønderjyder,
Enighed gør stærk;
og den Lov, de andre bryder,
bliver Jer en Sejerssærk.
Dengang de fik ham i Fængsel,
denne Lovens Mand,
hang paa Celledørens Hængsel
Livet i vort Land.
Retten solgtes, Mened svøbte
Svig om Folkets Fod;
dette var det da, han døbte,
så enhver forstod.
Det var Sandhed Kampen købte,
derfor priser vi hans Mod.
Håndslag, Hanssen-Nørremølle!
Frie Mand, vel mødt!
Flod og Ebbe, lad dem skylle,
blot vi diger støt.
Tysk for Altret, Tysk på Tinge,
Tysk i Skolens Gård —
ingen Verdens Vold kan tvinge
Hjærtet, hvor det slår:
Modersmålets Kilder springe,
som de sprang i tusend År.