Vær stolt, min Sjæl, byd Skæbnen Trods!
Rejs dig, min Sjæl, i din Ørneham! —
Der stod en Strid over Klippens Kam,
jeg så to mægtige Ørne slås.
Bryst imod Bryst, og Syn i Syn:
Det brændte gult under begges Bryn,
og begges Vinger var brede,
og begge skreg vildt af Vrede.
Og hvergang sammen de Fugle foer,
drev Blodet rødt af dem begge to;
de hvæste, de hugg med Næb og Klo,
skønt vingebrudne de faldt til Jord.
Med ubrudt harmfuld Hu de stred,
til ihob de tumled i Kløften ned:
Jeg tænker, at end de vrede
to Ørne kæmper dernede.