Holger Drachmann (1846–1908)

»

»Livet for Czaren!« Spillemænd frem

A

Ach, Paludan, ach Paludan

Afhold og Fred — hvor drøveligt et Ord

Aftensolen luer paa den gamle Borgruin

Ak, gode Kære, sæt Dem hen og syng mig en Sang

Aldrig en Rose, næppe nok en Aster

Allah, det Skabtes Fader

Alle Kilder aabner sig

Alle Klokker bringer fjærnt

Altid skal en Syndebuk

Ankret ligger i Sandet fast

Appellen lød. Major, Kaptejn, Sergent

Atter et Slagskib med Staal-Væddersnablen

B

Bag Wurstelprateren, Dyrehavsbakken

Barretten i Haand

Betrukket med Sort

Blandt Venners Flok til højbords sat

Blød og tavs er Bjærgets Sti

Bryd, Bølger, frem

C

Campanilen ringer

Canalvandet skvulper og spiller

D

Da Bygen kom op

Da jeg var lille, lærte Moder mig

Da Taagen sænked sig, da gled Det bort

Dagen er graa; en Taage dækker Staden

Dagen har været saa trykkende hed

Dagen over er Du rig

De andre har plukket Dig Blomst paa Blomst

De bar mig i stille Timer

De bedste Timer; — var det dem, jeg nød

De drive, de store, de blaagraa Skyer

De drog sig tilbage: en sluttet Trop

De Faa har Ret — og de Smaa har Ret

De gik langs det legende Hav

De grov en Venusstøtte op

De kom og bød mig Tvivlens Sværd

De lever op igen. Jeg hørte nyligt

De løbende Vande har liden Rast

De Præster tror, de har forpagtet Jorden

De rasled med Kopperne inde i Stuen

De rummesterer svært omkring paa Jorden

De sad — hvad Søfolk har Lov til at gøre

De sad i Teltet og drak en Nat

De siger: Vilhelm Wiehe nu er død! —

De store, de stolte Skikkelser

De svajed og svinged

De vog dem, vi grov dem

De vog dem, vi grov dem en Grav i vor Have

Den blomstrende Sommer blev kædet til Høst

Den faar Gudernes

Den løvede Skov er bleven lidt tynd

Den Morgendugg, den flygted bly

Den nye Pharao blev sat i Herskersædet

Den sejled i Luften. Ah, det var dejligt

Den sidste Solglød paa de ranke Stammer

Den skulde over Barren, afsted tilhavs

Den skønne, korte Nat saa tidt

Den Spillemand snapped Fiolen fra Væg

Den store Færgemand har raabt sit Varsko

Den store Stjerne sænker sig mod Havet

Den Vinter var saa barsk og haard

Der blev stille i Stuen

Der drev en Person paa Strandbredden op

Der er Foraar i Luften

Der gennemstrømmer mig en Ild

Der gik et Par Elskende paa Vejen og sang

Der gaar han i Lunden

Der har været En ved min Dør inat

Dèr ligger den vide Verden

Der ligger Guld i Barrer

Der lyder en Sang, en forunderlig Sang

Der lød de tusinde Røster

Dér laa den og lod sig af Solen beskinne

Der laa den Ridder i Græsset og drev

Der sidder et Folk ved Bælt og ved Sund

Dér sidder hun! Jeg ser et Kredsløb svinde

Der skinner Sølvglans over Havets Vove

Der slingrer en Smakke afsted over Sø

Der slynger over Søen sig en Sti

Der spilles et dundrende Stykke

Der stiger frem paa Nattens dybe Grund

Der stod i Kalenderen: Foraarsvejr

Der staaer det taust og lytter

Der vil komme en Dag, hvor den Stærkeres Magt

Der vælder atter Vaarluft hid

Det blaaner over de flade

Det brøler og brager om Frederikshald

Det er Dødvands-Tid

Det er let nok at udpege Rifter og Spalter

Det er, saa tilpas, et Decennium siden

Det er Tusmørkets Time. Den rige Mand har lagt sig

Det har regnet i Nat

Det klinger som fra fine Instrumenter

Det mylrer paa Slette ved Seinestaden

Det regner og sner med Granater

Det skal være slemt at falde

Det slappe Seil mod Masten slaar

Det store Slag var slaaet. Nattens Slør

Det var — jeg husker det ikke saa ret

Det var udenfor Wittenbergs ærværdige By

Det var aarle om Morgnen, de drog fra deres Hjem

Dets daglige Gang var adstadig og pæn

Dig vil jeg bære

Din Guddom steg fra Piedestalen ned

Dit Fodtrins Lyd dør hen, dør ned i Uld

Dog, det er godt, saadan det gik

Du danske Mand! af al din Magt

Du Daare, som med rynket Bryn

Du er mit Liv — hvor jeg gaar hen

Du Graver, stands et Øjeblik dit Værk

Du Klang, som engang vakt

Du retter tidt dit Øjepar

Du sidder i Baaden, som svømmer

Døden har vist sig herude med sit Smil

E

En Mundfuld Luft! Her snøres Struben til

En Snedker maa lime og lirke sig frem

En Stump af et Skørt; en Slags Trøje

Er det vel Danmark, det signede Land

Er Morgnen alt gaaet

Et stort Skib er gaaet under

F

Fagre Nat med Blomsterstrømme

Farvel Du Hav, som Horats besang

Finkel, Mjød og Mumme væk

Fjærnt fra din Strand, i Verdensbyens Gader

Fjærnt over glimrende Skyer

Florens, dine Roser er ikke til for mig

For hver Gang en Højskole rejstes, hver Gang der blev Akademi

Fordi din Ryg er daarlig, Ven

Forfatningskampen — hvem taler derom

Fortælle! om hvad? Naa, De mener en Stump

Forøvrigt: Held over Fredensborg

Fra Byen med en Gøglertrup

Fra ganske Lille har man mig fortalt

Fra Morgnen gryer

Fra Universitetet kom

Fred med jert Støv

Frejdig flyver den unge Fugl

Frisk er din Kind

Først et Sus — som om en Verden

G

Gerne drikker jeg Kildevand

Giv, Gud, der satte Folk paa Frihedsvagt

Giv Plads for en Sang her ved Bordet

Giv Plads, I Herre- og Bondemænd

Godaften i Stuen — i Skippernes Baas

Godtfolk — Ih se godmorgen

H

Han er borte. Vildt hun ser i Vejret

Han er domfældt, forhaanet, besudlet, degraderet —

Han har vundet, — hun har givet tabt

Han kom fra Frankrige hjem

Hed som en Ovn [Androkles og Løven]

Hed som en Ovn [Ungdom]

Hedt var mit Blod, og skjørt var mit Hjerte

Hej, Graver, Graver kom herop

Hej, Kyllingemo’r, hej Kyllingemo’r

Henover Byens Tage glide

Her er en Haand og her er et Raab

Her hvor Brinken luder

Her, hvor de store

Her sidder jeg — og stirrer op mod hende

Her staar jeg, og vil ikke flytte min Fod

Herfrem, herfrem, I gæve Mænd

Herolderne ud med Staven ivejret

Holla, Du hidsige Morgenblad

Holla, i Kroen derinde!

Hovedpiners Ring om Panden

Hun er hed af det hastige Løb

Hun er kommen herhid, hun véd ej hvorfor

Hun førte vore Lege an [Hun førte vore Lege an]

Hun førte vore Lege an [Hun førte vore Lege an]

Hun kom fra det fattige Arbejderhjem

Hun kom tilbage, pjaltesvøbt

Hun ser ham i Øjet

Hun sidder paa hans Borg, hun er hans Frue

Hun sidder ved Arnen

Hun tog, hvad man kan tage vel

Hun var for ringe til at fatte

Hvad er det for en modig Flok [Islandsfarten før og siden]

Hvad er det for en modig Flok [Landnamsfart]

Hvad er det for en vældig Flod

Hvad er det for støtte Mænd

Hvad længe jeg har pønset paa, hvad tidt jeg har til Side lagt

Hvem kalder paa mig, naar jeg søvnløs drømmer

Hvergang Du var gaaet, saa tænkte jeg paa

Hvi sidder Du Fremmede tavs og tvær

Hvi skal det være saa spejlglat Alt?

Hvor Alt dog omkring mig er stille

Hvor Grifler og hvor Træsko smaa

Hvor i fredlyst Urskovsstilhed

Hvor Orlogsheltens Enke har paa Munke-Grunden bygget

Hvorfor jeg er født? Jeg véd det ej

Hvorfor vække disse Minder

Hærbud udgaar. Bondetrællen

Høit Violinens Stemme klang

Højt i din Himmel, o, Fader Evan

Hør, hvor Bølgerne skvulpe

Hør paa min Sang, Enhver som har huset i Hjertet

Hør Skovlenes Slag

I

I Aberdeen laa vi

I de lyse Nætter, i de lyse Nætter

I den gryende Old, da hver Ø var en Skov

I dette mit fattige Kammer

I er de unge — I skal pege frem

I fik perset Kraften ud

I Kæmpesøvn, under Aandedræt tungt

I Magsvejr søgte jeg engang

I Maanestraalerne funkler

I Ungdomstid med sværmersk Ild

I Vredens Stunder, i Stormens Stunder

Iland — dér »holder man Middag«

Ind gennem Gavl-Gluggen stjæler sig Humlen

Ind i det uhyre Rum, hvori Tanken sig taber

J

Ja — hvo, som ej har tvivlet

Ja — vi bygger op igen

Ja, jeg har elsket, Hav, det skal Du vide

Ja, se ham kun, i Kreds med løftet Bæger

Jeg bringer Dig Smykker, som Guldsmedens Haand

Jeg byder Jer ikke det vuggende Spil

Jeg bærer den Hat, som jeg vil

Jeg drømmer mig en Sommerkvæld

Jeg drømte, jeg sank til Havets Bund

Jeg drømte, jeg sejled saa sagtelig hen

Jeg elsker Dig, mit gamle Land

Jeg er kun det skøre Kar

Jeg fandt hende ikke. Og Solen steg

Jeg følger Dig tildørs, Du skjønne Sommer

Jeg giver hundred Nætters Elskovsrus

Jeg grebes ej af Rædsel ved din Stemme

Jeg har gjort saa mange Krumspring

Jeg har i Slotte huset

Jeg havde læst — saa mange Bind

Jeg hisler Dig atter, Italiens Land

Jeg hører, at Harald Jerichau

Jeg hører, at Ole

Jeg hører de høje Palmer

Jeg hører dem alle sige

Jeg hører i ensomme Stunder

Jeg hører i Natten

Jeg hører i Natten den vuggende

Jeg hørte — jeg laa selv og blødte ved Siden

Jeg kender atter dette Sus i Luften

Jeg kløved den brusende Menneskeflod

Jeg kunde for Længsel ej sove

Jeg lytted til Stormens manende Røst

Jeg lægger Alting for din Fod

Jeg nærmed ydmyg mig den stolte Guddom

Jeg priser mig Dagen, dens Sol, dens Smuds

Jeg rejste mig aarle

Jeg sad i det store Køkken

Jeg sad om Aftenen ene i min Stue

Jeg satte mig ned mod Aftenstund

Jeg seer endnu de billedfyldte Sale

Jeg sejled en Nat over Havet

Jeg ser dem paa Gadehjørnet at staa

Jeg ser ivejret fra de hvide Blade

Jeg slentred omkring i den hollandske By

Jeg slipper Sværd og Landse

Jeg stirrede op i den blegnende Luft

Jeg stod, hvor Molerne strækker

Jeg stod om Morgnen i Børnenes Kammer

Jeg stod paa den vildene Hede

Jeg synger mine Sange

Jeg syntes, jeg saa’ en lille Hund

Jeg takker eder, I kære Venner

Jeg tænkte at drage på vinget Fod

Jeg tænkte at træde i Kirken ind

Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid

Jeg var saa hed af det hastige Løb

Jeg var saa ked af at leve mer’

Jeg véd nok — og hver, som har Skoen paa sin Fod

Jeg vilde saa gerne vide

Jeg vaagner om Natten og skriger

K

Kan Du forklare mig, Hav

Kan I vel give mig gode Raad

Kanonilden standsed; og Krudtrøgen trak

King mob er en mægtig Potentat

Kjære Kristine, jeg skriver Dig til

Klattrende modig fra Sten til Sten

Kom hid, I Mænd, saasandt som I har

Kom, muntre Gutter! Jeg maa med

Krattet tilhøire, Marken tilvenstre

Kun trofast Kærlighed udslette kan

Kvæle vil jeg min Klage

Kyper, sæt mig Vinen frem paa Bordet

L

Lad Tiden gaa, lad Tiden gaa

Lang er den Herre af Lemmer [Første Afdeling]

Lang er den Herre af Lemmer [Ved Universitetsjubilæet]

Langs Strandvejen hvirvler de gulnede Blade

Livet kan være forbandet nok

Luften sitred, da Solen gik ned

Lydløst leger Aarebladet

Lær mig at blive en Mand

O

O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt

O ja, jeg elsker dette Land

O Morten, Morten Luther

Og Apothekeren lo bag sin Disk

Og da jeg sejled Dit Hus forbi

Og det var min brave Fiskermand Will

Og det var Nat. En Nat hvor Maanen stod

Og dette Folk, som gav mig Dig

Og har jeg en skrøbelig Jolle blot

Og hun var min. Her i de stærke Arme

Og jeg vil drage

Og medens paa Strandbredden Bølgerne slaae

Og naar jeg engang skal puttes i Jord

Og saa — saa aander op mit Hjærte atter

Og vi skulde gaaet — saa tænkte jeg, Ven

Og vi vil ha’e os en Uniform

Om Nogen vil vide, hvad Foraar er

Over Nordhavet kommer en Skude i Storm

P

Paa Stranden skælver ej det mindste Blad

Paa ædel Stok gror ædel Vin

Paany Miraklet! — nu da Jorden vaagner

R

Raslende mod fugtig Jord

Ridder Sommer han er sig saa mægtig en Mand

Rot Jer sammen, rot Jer sammen

Rundtomkring ved Søen

Raad Jer selv, I unge Mænd

S

Se, det summer af Sol over Engen

Se, hvor hun træder den Sti saa grøn

Se, hvor Kilden springer

Se, jeg rækker Dig en Krans

Se, Maanen staar saa gul og rund

Se, nu er Vindene milde

Se os, her ligger vi, jordløse, smaa

Se Solen synker. Vidt i Luften runger

See hvor hun staar ind under Buskens Grene

Ser Du, hvor med Nattens

Sig, husker Du, der var en Mand

Sig, tænkte Du tidt ej at træde

Skal altid fæste mit Haar under Hue

Skilt i Ungdommens brusende Dage

Skub mig den Kande tilbage

Skænk mig, Du stolte Hav, din dybe Ro

Slyng mig Floras Blomsterkæder

Slyng Skjoldet op i Masten, heis det sorte

Slaar du den store Harpe

Smudsigt, mat og tomt er Livet!

Smykt som til Fest — og rustet til Slag

Smaafuglen i Lunden blir tavs

Snart er de lyse Nætters Tid forbi

Solen er til Hvile, den slukte sit Lys

Solen gaar ned. Et sydende Hav

Solen skinner paa Kristianshavn

Solen staar lavt i det skinnende Vest

Solen staar lavt paa Himmelens Hæld

Som af en Febersøvn var Jorden vaagnet

Som Baaden, der sagte glider

Sover du, Barn?

Spotte Pesten? — hvem gør det

Spærret og lukket af Frost og Sne

Stille de sad paa Damperens Dæk

Stille staar den brune, dunkle Lund

Stolt rager Du op

Støvet krævede sin Ret

Saa bryder Alting op igen

Saa faldt til Vesperklokkernes Slag

Saa fik vi da Hast paa den knugende Tid

Saa kom han iland paa den gamle Kyst

Saa lagde jeg ud, da Stormen faldt

Saa slog Nordosten til Tøveir om

Saa tog da den jublende Dag Reisauss

Saa var Du kun den smukke, skøre Skal

Saa’ Du Knøsen, som strøg forbi

T

Tag her et flygtigt Rids fra hine Tider

Tag imod mig, tag imod mig

Til Dig, min Dreng, ej nogen Krans

Til En, som for min Ungdoms Tanke stod

Til En, som hørte, fra ham, som læste

Til Trods for bedste Karakter

Tog de dem for over Eng og Kær

Træerne løves

Tungt flytter Aaret frem den store Væv

Tungt havde Alvoren Tag i mit Sind

Tys! — det var Tubaens Lyd

Tys! — i natlige Gyder

U

Ud fra de tætte Stammer

Ude var der saa streng en Dyst

W

Walther von der Vogelweide