Solen gaar ned. Et sydende Hav
Af gulhvide Lavastrømme.
Som Hvaler, der stige fra Dybets Grav
Og brænde sig Snuderne ømme,
Skyerne væltende svømme.
De sprænges til Side, de haste
Bort mod det nordlige, kølige Strøg;
Mod Himlen skinner en glødende Røg:
Skumsøjler, som Hvalerne kaste.
Og Fladen er fejet af Stormen ren.
Ikkun et Vragstykke driver derude,
En afbladet, knækket, forkullet Gren;
Den tegner sig af
Mod min duggede Vinduesrude. —
Du vilde Billed, som Stormen gav!
Hvi fylder Du stedse med stigende Lyst
Mit eget urolige, stormfulde Bryst?
Hvi kan jeg ej lære dem Kunsten af
At slaa mig til Taals med Idyller?
Et fredeligt Landskab — en fredelig Sjæl —
En Aftenrøde bag straatækte Hytter —
En Vandrer foruden Achilleshæl —
En strikkende Pige, som sidder og lytter
Til Tonen fra Klokkernes dæmpede Klang;
Ja, kunde jeg, skrev jeg en saadan Sang.
Men Havet om Smaakluk ej skytter.
Stormen mit Hjærte fylder.