Holger Drachmann (1846–1908)

Drachmann, Holger Henrik Herholdt, f. 1846, Digter. Holger D. er født i Kjøbenhavn 9. Okt. 1846. Hans Fader, ovfr. nævnte A. G. D., var da Underlæge i Søetaten; han var eneste Dreng af 5 Helsøskende. Tidlig vaktes hans Kjærlighed til Sølivet ved Ture med Faderen til Vagtskib og Forter, og af den gamle Kvartermester paa Trekroner lærte Drengen at takle Skibe, skraa Tobak osv. Det blev bestemt, at han skulde være Søkadet, og han sattes foreløbig i Mariboes Skole, hvor der herskede stor Frihed ligesom i hans tidlig moderløse Hjem. Imidlertid bestemte Faderen sig om: Drengen skulde studere og gik – igjennem v. Westens Institut – over til Metropolitanskolen, fra hvilken han i 1865 dimitteredes. I Skolen havde Kristian Arentzen stor Indflydelse paa ham, og han traf i dennes Hjem flere Mænd, der senere udmærkede sig i Litteratur og Politik (Schandorph, Høffding, Hørup osv.). I det sidste Skoleaar havde D. besøgt Prof. Helsteds Forberedelsesskole til Akademiet, fordi Evne og Lyst til Malerkunsten havde vist sig.

En Rejse til Skotland, Spanien og Sicilien afbrød denne Vaklen mellem Kunst og Videnskab. Under sit halvaarige Ophold paa Sicilien (1867) optraadte han første Gang som Forfatter med en Rejseskitse til «Fra alle Lande» (senere trykt i «Med Kul og Kridt»). Hjemkommen begyndte han nu for Alvor paa Akademiet og udstillede samtidig Marinebilleder, der – ligesom senere hans Poesi – udmærkede sig ved Friskhed, improvisatorisk Gjengivelse – helst af det bevægede Hav – med Improvisationens Fortrin og Mangler. Han konkurrerede til den Neuhausenske Medaille, indstilledes, men fik den ikke paa Grund af sine radikale Anskuelser. I den daværende oppositionelle Elevskole var D. Sjælen, og Kammeraterne sang gladelig hans Viser uden at ane den kommende litterære Stormand i den rimsmeddende Marinemaler.

Fornærmet tog D. nu til London, hvor han i Soho-square oplevede det krigerske Vendepunkts-Aar (1870) under trykkede Forhold blandt kommunistiske Flygtninger. Pludselig fik han et Par Bestillinger og besluttede nu at slaa sig ned der som Marinemaler. Imidlertid havde hans Pen ikke været helt ledig (Korrespondent for «Dagbladet»). Det var paa den Tid, at Vilhelm Møllers Tidsskrift «Nyt dansk Maanedsskrift» samlede den kommende litterære Generation om sig, og Side om Side med fremtidige Kolleger som Brødrene Brandes, Schandorph og Jacobsen skrev D. – karakteristisk nok først ligesom hine halvvidenskabelig – nogle fortrinlige Artikler, der ofte lade ane en første Rangs Pen: «Om det danske Sømaleri» og «Om de senere Svingninger i dansk Malerkunst», i hvilken sidste han skarpt og vittig, men ikke uretfærdig bekæmper den indskrænket nationale Høyenske Skole og spotter over «Begrebet det nordiske, der nu nærmere var blevet bestemt ved Begrebet ny-hollandsk». Hans engelske Rejsebilleder (sammesteds) ere allerede betydelig mere Drachmannske end de foregaaende sicilianske. Medens han nu under et Ophold i Hjemmet boede paa Borchs Kollegium, fik han en Dag Besøg af Georg Brandes, der vilde sige ham en vel fortjent Kompliment for Artiklerne. Han læste sit Digt «Engelske Socialister» for den skarpsynede Kritiker, og dennes Udbrud: «Men De er jo Digter!» gav Stødet til en Produktion, hvis Frodighed vor Litteratur ikke har set Mage til.

Det var da ogsaa dette Digt og dets revolutionære Slægtninger, som væsentlig gave Digtsamlingen dens Præg, D.s egentlige Debut («Digte» 1872), thi den tidligere i samme Aar udkomne Bog «Med Kul og Kridt» indeholdt foruden de allerede trykte Rejsebilleder kun et Par mindre betydelige Skitser. Foruden dette opsigtvækkende Element og flere ganske umodne Produkter indeholdt Samlingen enkelte Smaadigte, der lode ane den kommende store Stemnings-Lyriker, og Strofer, der allerede tilhørte den begyndende Mester. – Da Samlingen udkom, var Digteren gift med Vilhelmine Charlotte f. Erichsen, Datter af Kancelliraad, Avditør E. Der var nu ikke længer Tale om at nedsætte sig i England som Maler; dog maatte endnu længe Penselen gaa Pennen til Haande for at skaffe det daglige Brød, ofte besværlig nok, og i disse Ægteskabsaar syntes hans lige begyndte digteriske Produktion at staa i Stampe. De danne en næsten 2aarig Pavse – den eneste – i Opusrækkens Aarstal.

I Efteraaret 1874, samme Aar, som hans Ægteskab ophævedes, gjorde D. med «I Storm og Stille» et betydeligt Skridt frem som Fortæller – rettere endnu Skildrer – og Aaret efter med «Dæmpede Melodier», der slog hans Anseelse som Digter fast, et endnu større, snarere som Versifikator end som Lyriker. I Grunden staar denne Samling under Forgængeren; «Misericordia» er et kraftigt Digt, men rækker ikke «King Mob». Den allerstørste Del af Bogen bestaar af fortællende Digte, en underordnet Halvgenre, hvis Betydning her væsentlig var at udvikle D.s Herredømme over Sproget, give hans Diktion rigere Farver, hans Vers friere og større Bevægelse. Men endnu er kun «Manéren» færdig, og dens Mangler staa i fuld Blomst, medens man næppe aner, i hvilken Skjønhed dette vilde Flor skulde kulminere. D. synes endnu at have en uendelig Vej til Fuldendthed som Lyriker, – han tilbagelagde den i et Spring.

For tredje Gang rejste den urolige Digter udenlands. Vinteren 1875—76 tilbragte han i München, hvor han omgikkes Henrik Ibsen og skrev sin første større Komposition, Romanen «En overkomplet», der er paavirket af Turgenjews «Den første Kjærlighed», et Novellesujet, intet Romanstof. En Aften, da han efter Sædvane havde skrevet fra Gry til Mørkning, overværede han i Theatret en Opførelse af «Sakuntala» og skrev i en Mellemakt paa Bagsiden af en Theaterseddel sit bekjendte Digt, der overlevede Romanen, som det blev puttet ind i. Det er typisk for en Række af D.s Digte – spredte gjennem hans hele Produktion – hans bedste; deres betagende Virkning beror paa en i vor og i de fleste Litteraturer enestaaende Evne til at gribe skabende paa Stemningen som saadan, inden den endnu har materialiseret sig til Begreb og Tanke, – meddele den umiddelbart; de ere, om man vil, uforstaaelige, men uimodstaaelige. I Venedig (Foraaret 1876) skrev han i Løbet af en Uge alle de venetianske Digte (maaske hans ypperste) og sin bedste Novelle, «To Skud», og gjorde endda en Afstikker til de ved Petrarch og Shelley klassiske euganeiske Høje; til Petrarch sparkede han, med Shelley kappedes han. Allerede løftede hans Trækfuglenatur Vingerne til en Ægypten-Fart, da Sygdom fængslede ham i Florents; han laa for Døden, læste sin Nekrolog, reddedes af en engelsk Læge, tog hjem og skrev om Sommeren i Esrom-Egnen «Sange ved Havet» og «Tannhäuser» (udk. 1877), en større Fortælling, der ligesom den mindre «To i Venedig» kun var en foreløbig Skal om lyriske Perler. Den sidste Novelle blev ligesom «To Skud», «Najaden» og «Dædalus» offentliggjort i «Det 19. Aarhundrede» (samlede i «Ungt Blod», 1876). Hermed forlader han Novellen for at skrive mindre komponerede Studier, som laa bedre for hans Ejendommeligheder, og af hvilke mange Billeder fra Fiskerlejer og Søfarter ville kappes med hans Lyrik om at bevare hans Navn.

En Række saadanne Skitser (senere saa bekjendte under Titelen «Paa Sømands Tro og Love», udk. 1878) blev til under et længere Ophold i Udlandet 1877—78 (Paris og London), fra hvilket han gjorde en Afstikker hjem, der førte ham til Sønderjylland. Paa et kjøbenhavnsk Hotel skrev han derpaa «Derovre fra Grænsen» i 3 Døgn, uden Sammenligning hans populæreste Bog; Tilblivelsen forklarer Karakteren: en begejstret, improvisatorisk Tale, gjort paa et flygtigt Indtryk; dens Fortrin ere heri, dens Fejl ikke. Gjennemstuderet eller improviseret – det har intet at sige over for Spørgsmaalet om det rette Synspunkt, – den alvorlige historiske Sandhed, som peger fremad og tilbage, og denne savnes. Intet er her sagt af, hvad en overlegen Aand i denne Sag havde at sige sit Folk. Dette er ingen æsthetisk Indvending – tvært imod, naar D.s musikalske Reservation i Sønderborg brød Stemningen der, saa kunde en politisk Reservation ikke undgaa at skade Bogens Stemning, og just den er dens Styrke, som overmander Kritikken. Men D. træder ikke her op blot som Digter og staar derfor ikke blot for Æsthetikkens Domstol.

«Derovre fra Grænsen» var den bedste Prosa, D. endnu havde skrevet; næsten samtidig kom i «Sange ved Havet» (1877) hans bedste Vers (navnlig de venetianske Digte). De fleste Digte i «Ranker og Roser» (1879) vare allerede trykte, og den usædvanlig voluminøse «Ungdom i Digt og Sang» (s. A.) omfatter den samme Aarrække og føjer til sidst endnu en ny Række «Sange ved Havet» til (deriblandt et Par af de ypperste og et Par af de ringeste). Disse 3 Samlinger udgjøre da i Virkeligheden én eneste, der omfatter D.s klassiske Tid og danner den højeste Tinde i nordisk Lyrik. En saa bredlinjet Melodiføring i Rythmen, en saadan Frihed i Bevægelsen, der magtede baade det stærkeste og det sarteste, en saa overlegen sproglig Virtuositet, der har Udtryk for den stofligste Skildring og den mest ætheriske Stemningsmusik, havde endnu ikke aabenbaret sig i vort Sprog og er med Undtagelse af den engelske Lyrik vistnok ikke hørt i noget moderne Sprog. Og det centrale i denne Kunst er som en Naturkraft, der taler direkte til Naturen i os: denne «farende Svend» kunde synge saa meningsløst skjønt som en Nattergal, og hans Fedel havde det uskolede Zigeunerstrøg, der faar alt Blod til at danse. Men Reversen mangler ikke: D. har vittig i sin «Esther» ladet Raadmanden sige: «Stiftamtmanden er højere end Stilen», – maatte han snart med samme Ironi kunne se paa den Sætning, der staar imellem Linierne paa det meste af, hvad han skriver: «Holger D. er højere end Stilen», – thi Stilen er kun Menneskets Selvfornægtelse over for Værkets Stemning. Naturligvis maa Lyrikken lide mest under hin Sætning; i Snesevis kunne de Digte tælles, der ødelægges ved et Udtryk, som skurrer i Stilen: smaa Saar ofte, men dødelige.

Endnu et Par Aar tilbragte D. i Udlandet (Frankrig 1878: «Prinsessen», Hamborg, Vinter 1879: «Paul og Virginie»). I Foraaret 1879 ægtede han Emmy Culmsee (f. 1854, Fader: Papirfabrikant C.) og tilbragte Hvedebrødsdagene paa Skagen, hvorfra Motivet til «Lars Kruse» (udk. Jul s. A.), som indeholder noget af hans bedste Prosa, og paa Samsø, hvor Oversættelsen af Byrons «Don Juan» begyndtes, et mesterligt Arbejde, som er en af D.s blivende Fortjenester af dansk Litteratur. Vinteren tilbragtes i Kjøbenhavn, hvor Æventyrdigtet «Østen for Sol og vesten for Maane» blev til, D.s bedste Bog; havde dens friske og fantasifulde Forgængerske, «Prinsessen og det halve Kongerige», ingen Idé, saa fik denne til Gjengjæld en, der var lidt for massiv: Kvindens Opdragelse gjennem Kjærlighed og Arbejde, – den lidt pædagogiske Slutning af Digtet staar ikke paa Højde med Begyndelsens fortryllende Poesi. Kjed af Hovedstaden opslog Digteren nu sine Pavluner i Vedbæk (Taarnhøj, Foraar 1880 til Efteraar 1881), hvorfra «hans Pegasus afgræssede Fiskerlejerne» nord paa indtil Sletten («Vangaa»), – «Vildt og tæmmet» (1881), af hvilken dog det ypperste Stykke, «Syndflodssagn», var skrevet tidligere, i Ditmarsken. «Vandenes Datter» (s. A.) er i sin prægtige Begyndelse stilistisk stærkt beslægtet med hint lille Mesterværk, men det er ikke lykkedes at faa den idealistiske Sagnskikkelse bragt frem i Fortællingens Plan. «Tordenskjold» (1880) var en Fortsættelse af «Krigsbillederne» i «Dæmpede Melodier», men hæver sig højt over dem, skjønt det ikke kunde blive det nationale Epos, der tilstræbtes; et Digt som «Paa Kanoner og Pokaler» er et ægte Drachmannsk Bravourstykke, og «Carl XII’s Skygge» er mere. Oversættelsen af «Don Juan» gik jævnsides disse Værker med utrættelig Flid og ukølnet Kjærlighed til Opgaven. Disse Aar vare maaske Digterens lykkeligste, han syntes at være kommen til Ro og Klarhed, Polemikken mod det bestaaende var endt, Polemikken mod det nedbrydende begyndte. Fra Hjemmets faste Borg ved Arnens Alter rejste han sig mod, hvad han nu ansaa for blot negative Litteraturstrømninger. Først lyrisk i «Gamle Guder og nye» (af «Svend Trøst», Jul 1881). Skjønt denne Samling i «Vor Moders Saga» har herlige Brudstykker, af hvilke det sidste er det mest storstilede, D. har skrevet, staar den ikke paa Højde med de foregaaende Samlinger: de reflekterende Digte ere hverken tilstrækkelig Reflexion eller Poesi, hans Hang til det mystiske og taagede, hans Laden det bero ved paa Rythmebuer at spænde Ordbroer over Meningens Kløfter breder sig her ofte paa en betænkelig Maade («Natten»), over for kunstneriske Højdepunkter staar der Steder, hvor Tilbagegang i Versebehandlingen er kjendelig (f. Ex. det metrisk uheldige «Hævd dig»).

Vinteren 1882 tilbragtes i Holland og Belgien og bragte fortræffelige «Rejsebilleder» («Brevet om Jan Steen»), medens den ubetydelige dramatiske Debut «Puppe og Sommerfugl» skaffede ham Foden inden for Theatret, hvor næste Aar «Strandby Folk», bygget over et Par af hans gamle Motiver (af hvilke et udnyttedes for tredje Gang), gjorde delvis fortjent Lykke. Samme Aar bragte hans «Ostende-Brügge» («Skyggebilleder»), hvori han paa Prosa gjorde op med den litterære Radikalisme uden helt at overbevise eller virkelig oplyse; han stiller sig egentlig kun paa det snævreste folkelig-nationale Standpunkt over for «Evropæerne» og bestemmer Begrebet «dansk Bevægelse» nærmere ved Begrebet «ny-hollandsk Bevægelse». Hertil sluttede sig i Foraaret 1884 Digtsamlingen «Dybe Strænge», der staar miledybt under alle foregaaende: her triumfere Smag- og Stilløshederne, og faa ere de ægte digteriske Glimt.

D. havde imidlertid trukket sig bort fra Hovedstadslivet, men efter at have tilbragt et Aars Tid i Roskilde længtes han længer bort; halvandet Aar rejste han med sin Familie i Tyskland og Italien. I Tarvis (Kärnten) skrev han Æventyrkomedien «Der var en Gang» (1885), lidet anende, at han skabte sin store Theater-Succes. Uden at høre til hans betydeligere Digtninger havde den poetiske Fortrin nok til at fortjene sin Lykke, om end denne lige saa meget skyldtes scenisk Pragt, livlig Musik (Lange-Müller), vakte patriotiske Følelser og andet Udenværk. Motiverne vare «Kong Drosselnæb» og Andersens Svinedreng, Ideen en Variation af den i «Østen for Sol»: Kvindens Opdragelse til Hustru. Midlerne ere plumpere, men det gjaldt jo ogsaa om at faa noget dygtigt ud af en uartig Prinsesse, ikke af et naivt Almuesbarn. Naar nogle paa Kvindeværdighedens Vegne have taget Forargelse heraf, saa er dette en temmelig komisk Misforstaaelse. «Alkibiades» (1886) stilede højere – indtil Tragedien, men kunde af flere Grunde ikke lykkes. Hvert Øjeblik river en Stilløshed os ud af Stemningen – blot et Ord som «Chef» er nok til at ødelægge en Scene –, der savnes Selvsyn eller det Studium, som kan erstatte det (Schillers «Wilhelm Tell»): aldrig har den attiske Slette været fed, endsige lignet «en Bondepiges brede Smil»; først og sidst, det er ikke blevet en dramatisk Organisme, og endelig: der menes noget andet, end der siges, og dette føles, – der tales om Attikas Athen og menes «Nordens». Allerede i Efteraaret 1884 havde D. i «Morgenbladet» offentliggjort Begyndelsen af en Kunstner-Roman, der trættede ved en udsvømmende Svada og en Polemik med Modernismens Mænd, bag ved hvilken der ikke øjnedes noget virkeligt Hvilepunkt. Selve Romanen «Med den brede Pensel» falder fra hinanden som Fortælling, men indeholder ganske fortrinlige Brudstykker, som nærmest høre ind under Rejsebilleder og Kunstbreve. Men endnu svagere end Kompositionsevnen rører Skaberkraften sig, og nogen mindre individualiseret Skikkelse end Heltinden havde D. ikke frembragt; Prosaen viser intet Fremskridt, tvært imod, den har mange af sine Fortrin, men alle sine Mangler.

Ligesom ved en tidligere Udenlandsrejse havde D. fra denne gjort et Besøg hjemme, og han forsøgte nu at gjentage «Derovre fra» i «Danmark leve» (1885), prædikende Forlig for de stridende politiske Partier med Sønderjylland til Baggrund og Skamlingsbanken – for Dybbøl Bjærg – til Prædikestol. Forsøget mislykkedes; trods det prægtige Paafund med hans allegoriske Rejseselskab falder Bogen mat ud. Det skulde her se ud, som stod han upartisk over Fraktionerne, men i Virkeligheden markerede Bogen hans Overgang til Højre. Hjemkommen blev han de ministerielle Festers Sanger og Ridder af Danebrog. Han havde debuteret som «Socialisternes» Digter; 11 Aar senere var han naaet til at prise de besiddendes brede Lag og true med, at Borgerskabet skulde «jorde Mobben under Gadens Stene», – nu var han hos Godsejerne. Lidet af dette bør tilskrives «Klogskab»; hans uendelig sammensatte Natur havde alle disse Samfundslag i sig og maatte vexelvis sympathisere med dem. Han er af Afstamning Borger, af Naturel halvt en Renæssancetidens Adelsmand, halvt en Nutidsproletar, – helt er han Kunstner.

Endnu en Gang hævede D.s Poesi sig til sin fulde Højde: «To dramatiske Digte» (Foraar 1888). I «Esther» ere Motiver fra «Vandenes Datter» og «Syndflodssagn» indpodede paa Stammen af et Baumbachsk Æventyr, og er Frugten ikke nærende, saa er den dog berusende. Mystikken er hverken dyb eller klar; men der er en ubrudt Stemning, en samlet Farvetone over det hele som i intet andet af hans Værker. Modsætningen mellem Gotfred Springforbi og Kurt, de to kunstneriske Grundtyper, de to Elementer i D.s egen Kunstnersjæl, har evig Gyldighed og er for den ene Parts Vedkommende i alt Fald – Gotfreds – glimrende udtrykt. At det, understøttet af Prof. Hornemanns fortrinlige Musik, maa kunne virke paa Scenen, synes utvivlsomt, men Dagmartheatret magtede ikke Opgaven. Rent kunstnerisk set staar «Tyrkisk Rococo» fuldt saa højt. De lange melodiske Vers bølge og gløde med exotisk Skjønhed, Sanselighedens Kultus er adlet ved et storstilet Udtryk, aldrig maaske har «Kjødets Evangelium» inspireret en saadan Højsang. De indsprængte Digte have en let og sikker Lokaltone, de kunde staa blandt Hugos «Les orientales»; «Og jeg vil gaa i Tavernen hen» opvejer alene hele Bøger af andre, ogsaa enkelte af D.s, maaske selve hans næste orientalske Udflugt, Æventyrdramet «Tusend og en Nat». Der er ganske vist noget dybsindigt i den Modsætning, at Helten er dyrisk som Menneske, og at han, da han er tryllet i Dyreskikkelse, har faaet sand menneskelig Aand af den Kjærlighed, som han bøder for, og det er et rigtigt Greb af D., fra Kvindens Opdragelse i Kjærlighed og til den, at vende sig til Mandens; der er visselig lyrisk Pragt, ægte Pathos og livfulde Scener, men det hele bliver dog intet Drama, og selv som Digtning bevæger det os ikke dybt, det staar lidt fjærnt, og den fremmede Tone er næppe holdt saaledes, at den illuderer eller giver tilstrækkelig Stemning. Endelig i Digtcyklen «Suleima» sænker hans «vest-østlige Divan» sig under D.s Niveau; det er – bortset fra et Par Digte – mat baade i Tanker og i Form og lidet tiltalende af Indhold. Samlingen, hvori Cyklen findes, og som D. med ubegribelig Kritikløshed har døbt med den Heineske Titel «Sangenes Bog» (Jul 1889), indeholder i øvrigt enkelte prægtige Digte, de fleste dog i en Tonart, som han har behandlet friskere før, og som kan udtværes: den Gotfred Springforbi’ske.

Men D.s Fremtidsmuligheder ligge i Kurt, ikke længer i Gotfred Springforbi.