Ind gennem Gavl-Gluggen stjæler sig Humlen,
Gavlen er fælles for Stald og for Lo: —
Lyd af Umælendes langsomme Gumlen,
Snorken af dem, der gaar ellers paa To.
Fluer, der surrer om Møddingevandet,
Glasskaar, der lyner i Middagens Sol;
ovre fra Fattighuslængen en blandet
Larm af en Væv og en skratten Fiol.
Luften og Støvet staar stille med Føje;
Anden, som fejl paa sit Bagben har traadt,
maa nu med Møddingen lade sig nøje;
Badet er lunkent, men Vaadt er dog Vaadt.
Ællingeflokken gaar ene til Kæret,
duvende frem med den dunede Krop,
ryster saa Ryggen og spjætter ivejret,
Næbbet i Bunden og Bagdelen op.
Sort som en Djævel, med Poterne runde,
sniger en Hankat fra Hæk sig til Hæk,
øjner en Stillits, som synes at blunde,
springer ... og lister sig slukøret væk.
Varme og Fred: det er Middagsidyllen.
Drengen, som sidder og fletter en Krans
Evighedsblomster paa Bænken ved Hylden,
sveder i Stilhed og fløjter en Dans.