Og da jeg sej led Dit Hus forbi,
Da kunde jeg næppe fatte,
At det var Dig, som gemtes deri,
Den dyreste af mine Skatte.
Jeg saa’ kun Dit Tag. I Aftenens Stund,
Mod Solens synkende Lue,
Det tegnede mørkt mod den glødende Grund
En Kæmpehøjs blaanende Bue.
Naar Solen den sørgende Jord har forladt
Og slukt under Sø sine Flammer,
Saa ligger Du stille, min dyre Skat,
Gemt i det stensatte Kammer.
Du venter. Højt paa den vilde Sø
Din Viking tumler med Skuden.
Han har endnu ikke lært sig at dø,
Maa sejle sin Sø Dig foruden.