Hollandske Kyst. Vlissingen; Septbr. 83.
Her, hvor de store
Floder falder i Havet,
førende med sig
en Flaade af Skibe,
de store, brede,
rige Vandveje,
der øger Oceanets
vældige Kredsløb —
her vil jeg digte Barden hans Drapa
Nedad Floden
stævner en Fuldrigger,
Kølen dybt i det Skjulte,
Flaget højt mod Himlen,
Kurs mod Havet
det uendelige;
en Flaade følger
af Schuyter og Pinker.
Pramme og Lægtere,
Kuffer og Tjalker,
Tjenere under
den store Handelsdrift,
Følgesvende
for Fuldriggeren.
Da Havet er naaet,
løfter Skibet
for Brisens Aande
de hvide Sejlvinger;
Skibet løftes
paa Dønningens Bredryg,
bort det glider
mod fremmede Verdner —
Kuffer og Tjalker,
Schuyter og Pinker,
hele det tjenende
Fladbunds-Følge,
standser ved Tærsklen,
tør ikke følge.
Men end i Natten,
da Disen falder,
skimtes derude
som en lysende Gnist
i Mands Hjærne
Skibslanternen
den roligt brændende;
det er det store
Skib, der skrider
sin Kæmpegang over
Dybdernes Verden —
og Følget paa Floden
rokker og nikker
i Takt til Ebbens
faldende Bølger:
Hil dig, Høvding!
Han var af Legem
som Egen i Skoven,
men ingen Træmand,
der staar kun paa Stedet;
lige til Grænsen
for Afsind gæred
Drifter og Syner,
stærke, dunkle,
dybe, sælsomme,
i Kæmpens ynglinge-
friske Hjærte.
Var der end Taager:
nuvel, man kan leve
hjærtevarm, bårnefro
og dog som Mand
i Taagens Verden;
nu raabes med: Klarhed!
som Rejer paa Gaden —
men hvem sér klart?
mon de, som fryser?
Triste, blodarme
smaa Filosofer,
der presser en syrlig
Drik af Visdommens
græs-grønne Druer:
vent, til de modnes,
hvad eller gør som
den Gamle, der brygged
jævngod Most af
Folkets egen
duftende Æblegaard.
Han var en Tænker,
som Luther var det;
Pindehuggerne
skød han til Side
og planted sin brede
Pegefinger
paa Folkesprogets
levende Bogstav:
Ordet er Livet!
Som Præst, som Gransker,
som Digter var han,
hvad nu fast synes
en Borgstu’ Fabel;
nu spidses Pennen,
og Ordet sigtes,
mens Læben snærpes
sursød-bitter:
hans Bonde-Læbe
lod Ordet flyde,
og Pennen dansed,
mens Guder og Helte,
hedenske, kristne,
Alfer og Nisser,
bidende Slagord
fra Sagatiden,
Profetier
fra Testamentet,
spøgende, lune
Legestu’ Løjer
dansed med Pennen
og flød med Ordet
som Blomster, der flyde
ned ad en Strøm
og spredes i mange smaa krusede Hvirvler.
Jeg lodder ej Dybden
af Præstens Tro;
dertil staar jeg udenfor selv.
Stundom syntes
han mig Profeten:
Ildsluer bølged
under hans Bryn,
og det var, som en Reformation
skulde avles paany
af denne Præste-Skjald;
men ofte saa’ jeg ’
Profeten svinde
bag en Sky af Skjaldeord,
sære, folkebetagende,
men dunkle.
Stundom tænkte jeg:
Synd og Skade,
at ej denne Gubbe
fremstod for tusind Aar siden,
Odins, Thors og Frejrs Præst,
der førte sit Folk
med Sværd i Haand
til Hærtog mod Roma.
Og atter, naar Skægget
skred som en hvid Elv
ned ad den side, sorte Fløjelsdragt
og han hæved den tunge Arm
og Haanden halv knyttet:
da saa’ jeg en Elfenbenskrumstav
krystet af Haanden,
en Ærkebisphue
trykket om den brede Pande;
Ringen paa den kødfulde Finger
funkled og lyste
Band og Velsignelse
skiftevis over de vaklende Sjæle.
Men han var Bisp i Danmark
lang Tid efter Hedenold,
lang Tid efter Pavevælde,
og, ak,
lang Tid endog efter Reformationen.
Her fra den fremmede Strand
lader jeg Blikket glide
tilbage til mit Land:
Velsignede Du!
lidet som Du er,
sønderrevet af Havet,
sønderrevet af Fjendens Haand,
sønderrevet snart af dig selv —
velsignede Du!
Taaren staar i Øjet,
naar jeg tænker paa din Fremtid —
blød, yppig, bøjelig,
sart som en Jomfru,
der, krænket af Voldsmand,
sønderriver sit eget dejlige Bryst.
Han elsked dig,
den gamle Barde,
der elsked Kvinden
som han elsked Gud;
Ingen har sagt dig
sit Livs Kærlighed
i saa varme, store,
mildtbevægede,
stoltmanende
Ord, som han.
Derfor vil du mindes
ham længe, længe.
Kvinden elsker ikke
de kolde, klare,
slebne, aaleglatte
Mænd med Tvivl i Hjærtet.
Falde kan hun
for deres Kunster,
men hun hader sin Forfører
selv under hans Favntag.
Ejheller hun elsker
den plumpe Bejler,
der bøjer hendes Vilje
ved at sulte hende ud,
medens han viser hende
de fyldte Fade
i hans eget Hus.
Kvinden vil have Hjærtet; —
han havde Hjærte.
Og fremfor Alt:
i hvad han saa’,
i hvad han granskende,
troende, digtende
viste frem for sit Land
som sin Sjæls Foster:
hans Syn var stort.
Stort han saa’
paa Nyt, paa Gammelt;
hans Liv blev ført
— under Ungdommens Kamp,
Manddommens Virken,
Oldingens Hæder —
bredt, lyst og rigt.
Nu kløver vi vor Bøgeskov til Pindebrænde
Hil Egen, som staar
uanfægtet gennem Tiden
med Træ i sig
til en Fuldrigger!