Holger Drachmann (1846–1908)

Hvad er det for en vældig Flod,

som breder sig, som Fod for Fod

— idet dens Vælde gi’r den Mod —

højt op ad Kirkens Sokkelstene stiger?

og hvad er det for djærve Mænd,

med Ild i Blik, med Sværd ved Lænd,

som strækker Haanden ud i Spænd

og maaler prøvende, hvor Strømmen stiger? —

Hvad er det for en mægtig Flok,

med kødfuld Kind og sparsom Lok,

med Elfenbenets Hyrdestok

i Haanden, der knap knyttes kan for Ringe?

ja, hvad er det for Verdensmagt,

der trækker stolt paa Kirkevagt,

og giver stolt paa Strømmen Agt,

og smiler, naar dens Hvirvel skyder Ringe?

Hvad er det for en Markeds-Tid,

hvor Kirken tigger Hvid paa Hvid

af Borgermandens sure Flid,

og kan dog ej faa tigget Dyngen sammen?

hvad er det for en Alvors-Stund,

hvor Riddersmandens Støverhund

i Skoven gaar med slatten Mund,

mens Ridderen med Munken gaar tilsammen? —

Hvad er det for en Luftning sær,

hvori der spores Lud og Gær,

hvori det lugter fjærnt og nær

som hos en Bager, hos en Sæbesyder?

hvad er det for en modig Krop,

som slaar en ny Slags Grovtbrød op,

men vasker først, fra Taa til Top,

sig ren, mens Badevandet stedse syder?

Han tog sig et Bad i den hellige Skrift,

saa stod han ren til den store Bedrift —

saa stor, at den næppe kan fattes:

det vældige Tempel med fjældhøjt Kor,

hvis Hvælvinger spænder den halve Jord,

hvis Menighed dybt paa dets Almagt tror

        det skal af et andet erstattes!

Han slog paa dets Porte sit Grovtbrød op;

det fo’r som et Slag gennem Mængdens Krop —

dér stod nu hans »Theses« at læse:

de læste med Haanden af Angst paa Bag;

de læste, den første, den anden Dag,

da blev der en Jubel, et tordnende Brag —

        men Tetzel pudsed sin Næse.

I Vatikanet de fik en Skræk,

thi Leos Kasser var tomme;

St. Peders Stol skal ha’ nyt Betræk,

det koster i dyre Domme;

det koster at flikke de gamle Ruiner,

det koster at klæde de ny Konkubiner,

        det koster til Virak og Røgelse:

        tvi dette sachsiske Spøgelsel —

        Leo, vor Tid er vel omme?

Men Leo han sad i sin Stol og lo:

        Ej ej, min Tro,

den Munk han er ej af de bange!

Vi give kun Stunder: han løber sig træt;

saa trækker paany vi de Fisk i Dræt —

        St. Peder forstaar dem at fange!

Fra Munken en Skrivelse Paven faar,

da smiler den hellige Fader:

Saaledes bestandig i Verden det gaar,

først klapper — saa klipper man sine Faar;

Munkene kævles — Kirken bestaar,

De brødes i Dage, de sloges i ti,

        de fægted i fjorten tillige,

men hvem der gik af med Sejren udi

        det Slag — det var svært at sige.

Hr. Eck han er sig saa lærd en Mand,

        han kan sine Finter paa Remse,

skarp er hans Tunge, stærk hans Forstand,

        og han stikker saa hvast som en Bremse.

Han kan Scholastiken paa Fingrene ti,

        paa Langemand, Guldbrand og Tommel,

han pløjer og harver et helt Litani,

        og eaar efter med Svadaens Trommel.

Det hagler med Aflad, det lyner med Bod,

        og saa kommer Skærsildens Torden,

han støder med Arm og parerer med Fod,

        saa Sveden ham damper af Skjorten.

Han er som den romerske Kirke selv,

        velnæret, velbygget, vægtig;

hans Røst er et Orgel i Brystkassens Hvælv,

        han er mandig og myndig og mægtig. —

Dér staar Broder Martin, et duvende Vrag,

        af Faster og Spægelser hærget;

det er, som den Anden skal slaa ham i Kvag —

        men saa løfter i Haanden han Værget.

Han slaar som en Kæmpe, han slaar som en Mand —

        han véd næppe selv, hvor han rammer,

han véd, at han kløver en romersk Forstand —

        men hans egen faar blodrøde Skrammer.

Hvor dybe, han véd ej; langt mindre han ser,

        af hvad og hvordan de skal læges;

da gløder en Gnist i hans bævende Ler:

        han véd, det er Slut med at spæges.

Og som de nu skifter i Munddysten Hug,

        han hører — og lytter til Tonen —:

det ringer derud gennem Domkirkens Glug

        det ringer til Reformationen.

Op, alle Mænd, som Gud har skabt,

ja skabt dem i sit Billed!

Vi giver ej for Satan tabt,

om nu han frem sig stilled —

om klædt i Kirkens Skrud han stod

og logred med sin Hale:

vi trodser ham, vi staar ham mod,

        os skal han faa i Tale!

Klemt højt med Taarnets Klokkemalm,

ring ind en dagfrisk Morgen!

I Wittenberg ej tærskes Halm,

som hist paa Roma-Borgen —

i Vatikanets Højenloft

de skærer deres Penne:

men her staar Mænd i Panser-Koft,

        os skal de lære kende!

Kanonisk Ret og Kætter-Bul,

de skræmmer ej den Stærke,

han drives ej af Staal, af Guld,

af Band fra Fanens Mærke;

hans Ret er ham Guds frie Ord,

den Ret kan Hvermand have —

nu kaster Handsken vi paa Jord

        mod Romas lede Pave!

Han taled stolt, og stolt han stod

i Læsemester Koften,

han bar ej Sporer paa sin Fod,

han bar ej Sværd ved Hoften:

i Brystet bar han Folkets Tro,

og Bondens Kraft i Armen,

dybt, som hans lyse Øjne to,

        laa Barnet gemt i Barmen.

Ved Baalet stod den stærke Mand,

i Haanden klemt en Rulle:

den vied ham til Baal og Brand,

den pavelige Bulle;

men Luens Fingre spændte den,

ej Snor, ej Segl de levned,

og Martin Luther brændte den —

        og Johan Huss var hævnet!