Leon Gambetta (og vi selv)
1883
1883
This was a man
Shakspeare: Julius Cæsar. (V. Akt, V. Scene).
Tungt flytter Aaret frem den store Væv;
usynlig sætter Mestren sig til Sæde
og strækker Haanden ud og griber fat —
paany der formes skal et virket Klæde;
i Takt til Uhret skifter Dag med Nat,
i Takt vi hører Foden Skamlen træde,
mens Skytten jager og mens Spolen snurrer;
og om vi jubler, græder eller knurrer,
vi kan for Traadens Krydsning Intet raade,
vi selv er Islæt kun i Mestrens Haand —
og Billedet er Mestrens Væver-Gaade.
Rundtom i det uhyre Værksteds Rum
blir ophængt Gobeliners Billedrække,
som aarlig øges; men fra denne Sum
vil Aarene bestandig Dele trække;
de vævede Tapeter skifter om
for Smagens, Modens, Lunets, Livets Dom;
kun de, der kraftigst »staar« i Stof og Farver,
kun de, der ejer i sig selv en Magt
at trodse Tiden med, biir ikke bragt
den haarde Tid i Offer. Tiders Mænd
der er, i hvem vort Ideal vi ære,
mens Time skyller over Time hen: —
de Billeder, dem lader Døden være!
Og der er et, fra Væven nys udgaaet,
ophængt paa Hædersplads, i første Række,
Léon Gambetta, som han gik og stod.
Et Folk i Sorg nu knæler ved dets Fod,
mens Florets Flige Trikoloren dække —
bag Floret pibler Frankrigs Hjærteblod.
Et Folk i Sorg! — hvordan; en Konge død?
et Nederlag, totalt, for Galliens Sønner?
Statsbankerot, hvorunder Landet stønner? —
er der en saadan stor og fælles Nød?
Har Kansleren ved Spree paany udstrakt
sin Jærnhaand over Rhinens gulgraa Bølge?
Er med hans Horder Landfarsot i Pagt,
er Brand og Mord v. Moltkes Mandstugt-Følge?
Er Hr. Gambettas »Borger-Død« et Tab,
som kan faa Frankrigs Hjærte til at bløde,
mens Høj og Lav ved Baaren giver Møde —
selv Krigsministren med sin høje Stab?
Der er ej nylig nogen Konge død
— forgæves »Tronen« paa sit Purpur venter —
Finansielt har endnu det ej Nød,
man svarer endnu Skat og hæver Renter;
et Nederlag? ja, saadan maa man nævne
det Tab, som Landet led Sylvesternat,
da Dødens Jærnhaand med et Greb tog fat
og knuste Frankrigs største Kraft og Evne.
De stirrer frem mod os, de kendte Træk:
se, hvad en blodløs Tid endnu formaar
at lægge i sit Aftryk! Skæg og Haar,
omend af Arbejds-Vintrens Rimfrost mærket,
indrammer frodigt Smedepandens Knuder,
bag hvilken Viljen holder evig Vaar;
en Sommer-Teint, af Øjets Ild forstærket,
ombølger Kindens mejslet runde Puder:
Paun og Vulkan i Bronce sammengydt.
Ja, her er Blod i disse Aarer flydt,
Arbejder-Blod, som ej til Jærnkur trænger;
og disse Træk er ikke Livets længer!
Historien bøjer Bladets hvide Rand
og føjer til i Marginen den Linje:
Han var en Mand, af dem, som Seklet sender
kun sparsomt frem, at røgte Seklets Bud,
en Mand, som gav af fulde, runde Hænder
sit Pund, sit Hersker-Pund, for Folket ud;
de sorte Skygger fra et gravdømt Vælde,
de kunde sværte ham med Hadets Sod,
og Mobben slaa til ham med Avinds Nælde:
Sligt ænsed ej Titanens stærke Hud;
de Pletter, som en Grav-Rust paa ham satte,
de Stænk, som fløj mod ham fra Gadens Skarn,
Alt tilgav han; selv kunde bedst han fatte
det Had — han var jo Frankrigs »bedste« Barn.
Tilbede Konger — i hvis Glans man soler
sit eget kranke Jeg, det kan man let;
tilbede Massen, paa hvis Haand man stoler,
naar Magten kaarer selv sit Jeg til Ret:
det Hyldestraab er tidt og nemt udbragt;
men give al sin Tillid til den Ene,
der, selv et P"olkets Barn, er Folkets Magt,
sligt Syn er sjældent paa en Folke-Scene —
dog ogsaa den Tribut blev ham erlagt
Thi hvem har fulgt til Jorden denne Mand,
hvis ikke det var »Frankrig«, hele Folket;
ej Frankrig, som blev bragt til Faldets Rand
af den, hvis Ret Kardætscherne fortolked;
ej Frankrig, som er kun en skimlet Gaade,
en Hieroglyf om Magten af »Guds Naade«;
ej Frankrig, som i Nød og Vanvid blandet
Petroleumsfaklen svinger over Landet —
nej, Frankrig under Trikolorkokarden,
et Folk paa Fremskridts Post i Borger-Garden.
Han var en Mand, den bedste Søn i Landet
af denne Moder, hvem han skænked Alt,
til hvem hans Kærlighed var ren, ublandet
som Genueserbugtens havblaa Salt;
til denne Moders Gunst hans Ungdom bejled,
da Lidenskaben flammed af hans Mund,
for hende har han kæmpet, sejret, fejlet,
hun fik hans Dødssuk i hans sidste Stund;
til Gengæld gav hun ham en Vægt at bære,
en Atlas-Vægt, som fordred helt en Mand,
og nys hun viste ham den sidste Ære:
at sørge for ham med sit hele Land.
Der sad det Atlas-Hoved paa hans Skuldre,
som Bismarck frygted — om han kender Frygt —;
og bag hans Stemme, kunde den end buldre,
en Resonansbund laa af Verdenskløgt;
ej var han Udvalgs-Sliddets Nøddeknækker,
men Skaber var han af en Folke-Aand.
»Nu tordner Jupiter!« — i Salens Rækker
det lød, naar han til Lyd slog ud med Haand.
De hørte denne Stemme, som man hører
tilsøs, ombord, Chef-Kommandørens Ord;
født var han fra sin Moders Liv til Fører,
en Hersker, som paa Herskerkaldet tror;
Fritænkeren, hvem skumle Præster spotted,
mod hvem sig Pøblen, vildledt, sammenrotted
som mod en madkær, magtbesat Tyran,
han troede paa sit Folk, dets Kraft, dets Mod,
dets Evne til at give Sonebod
for Slægtens Tvivl og Last. Han var en Mand.
Ja sandelig, han var en Mand som Faa.
Stort saa’ han paa sit Folk, sin Tid, sig selv;
af Ungdomsbrusets stride Gærings-Elv
han tugted op sig til et Maal at naa.
Fra Utopiers Verdner rev han løs
sit Skarpsyns Blik; mod Verden han det retted,
og mens alt Krimskrams lian paa Tavlen sletted
og efterskrev med fast og myndig Haand,
hvad Loven fordred — saa var dog hans Aand
et Kærligheds Asyl: han glemte aldrig
de Stakler, som i Krogen sad og frøs.
Han var den største Kraft, som Frankrig ejed.
Som ene Mand Armeer op han vejed;
Armeer stamped han af Jorden frem,
at kæmpe og at dø for Hus og Hjem;
han var en Løve, som med Løvemod
sig stemmed imod Nederlagets Flod
og stævned Strømmen — til han kunde lære
sit slagne Folk at slaas og dø med Ære.
Han var — som Sokrates — en »god Soldat«.
Soldat, javel, men ikke »Militær«;
han saa’ i Folket ej Lansknægtes Hær,
han saa’ et Folk i Vaaben, og han troede
paa denne Hær; — derpaa hans Magt beroede.
Man dømmer for og mod; men over Alt,
hvad om hans Diktatur er vidt fortalt,
staar lysende hans Friheds Værn og Vagt —
derpaa beror Gambettas største Magt.
Den gav hans Fantasi de brede Vinger,
som Shakspeare, Milton, Byron, Hugo har:
de Slagfjær var det, som hans Stemme bar
vidt, som naar Notredamens Klokker ringer;
den drøned i hans Lungers hvalte Bur,
den skingred i hans Strubes Bronce-Lur,
den funkled i hans ene Odins-Øje,
den kunde sprænge Slaa og vælte Mur:
for den vil Saga stumt sit Hoved bøje.
Og det er den, som i Berlin man frygter,
i Moskwa, Wien, i Rom, St. Petersborg,
hvergang det trækker op med Seine-Rygter o
g volder Konger, Czar og Kejser Sorg;
den er det, som Evropas unge Jord
vil suge ind igennem alle Porer,
den spirer overalt i Syd og Nord —
hvor man ej bare over Pjank sig morer.
Det er ej denne »Hydra«, vidt og bredt
en Bussemand for Børn og gamle Koner,
hvor Folk fornøjer sig og har det fedt
og godt i Skærm og Ly af gamle Troner;
det er ej Mord og Brand og Herrefærd
af Demagoger og. af Lazaroner —
det er en Magt: i Skeden gemt
der løftes under Folkets Hymne.
Det store, brede Borgerskab gør Vej
for dette Sværd-Symbol, som Slægter dyrke;
det drages ikke ud: behøves ej,
trygt hviler det, kendt med sin egen Styrke.
Løft højt for Fyrste eller Præsident
det gyldne Greb, af Alle sét og kendt —
det blinker manende med Friheds-Syner;
men ve, ja vel naar engang Klingen lyner!
Ve Despotiet, Herrerne deroppe,
som lægger sig paa Privilegiers Puder
og sér paa Folket ned fra Skyers Toppe,
»født« til at herske som Olympens Guder;
ve disse Guder! — lad dem se sig for,
at ikke Herligheden brat forsvinder.
Frihedens Gud er en; hans Vagt er vor,
vi er hans Borgerskab, Trældommens Fjender.
Ve Despotiet, Herrerne dernede
fra Gadens Smuds — om det er selvforskyldt,
om Dovenskab og Last har bygget Rede
og flasket op King Mob i Niddets Byldt;
ve denne »Konge«, pønser han paa Krig,
paa Nævens Privilegiums-Magt alene:
det brede Borgerskab staar paa hans Lig
og jorder Mobben under Gadens Stene.
Det store Borgerskab, de brede Lag,
aflejret. geologisk, af Kulturen,
hvis Liv er som en fortsat Arbejdsdag,
som nødig løber Panden imod Muren,
som føder hine Guder højt paa Toppen,
som giver dagligt Brød — og Tugt — til Mobben,
som Verdens Kredsløb ved sin Flid betinger,
hvem Videnskab og Kunster laaner Vinger,
som længe, sejgt, sig lader Alting byde,
hvem dog tilsidst Extremerne maa lyde —
det brede »Mellemlag«, det er Soldat,
Lovgiver, Arbejdsmand i Tidens Stat,
en blandt Historiens sundeste og stærke:
det bærer nu Léon Gambettas Mærke.
Der falder Glimt fra dette Ligtogs Fakler
saa viden om. Hans Lig gør ej Mirakler,
hans Liv har næsten sét Mirakler gjort.
Nu er han gjemt dér bag den store Port,
de fine Folk gik hjem og de smaa Stakler,
den sidste drejed hist bag Hjørnet om;
Pladsen er tom.
Der falder Glimt paa os fra Følgets Faklen
Paa os, som sidder her højt op mod Nord.
Vi har jo ogsaa stedet ham til Jord,
han var jo blandt vor Ungdoms Idealel,
og vi har vandret i hans Løve-Spor —
som Mus, javist; dog var vor Ungdoms Drøm
at følge ham i Kampens stærke Strøm; —
den Strøm er sivet ud i smaa Kanaler.
Vi rødmer; og med Rette. Hvilket Syn,
dengang i Kreds vort Øje fanged Lyn,
naar Bladet bragte os Gambettas Taler.
Hvor var der Haab, Begejstring, Jubel, Trods
og Løvemod; — hvem skulde se paa os,
at vi gaar rundt endnu med Løvehaler?
Dog var det os — og vi var unge da —
som raabte højt og kækt et dansk Hurra
for den Gambetta, som sin Landstorm rejste;
da var det, vore Gamle sammen slog
de valne Hænder: han var »Demagog«,
og kun som saadan Frankrigs Flag han hejste!
Nu har de sadlet om. Han er jo død
og skrinlagt, nu har det ej nogen Nød —
paa Mindets Eng kan Løver frit man tøjre;
nu har hvert Blad, som røber lidt bon ton,
rejst ogsaa ham et Mindets Pantheon —
man taler om en Sølvkrans fra vort »Højre«.
Ja spotte kan vi; det har vi ej glemt,
og det er snart det Hele, vi har lært os,
og det er i det Hele taget nemt,
og det har ingensinde faldet svært os;
men i vor Spot der sidder som en Braad,
den vender dybt sin Spids imod vort Hjærte,
den stikker, gør den; vi er nær ved Graad —
med Vittighed vi dulmer Saarets Smærte.
Vi spotter vore fri Institutioner,
at de kom over os i saadan Snup,
vi spotter vore Grever og Baroner,
at ej de gør en Gang et rigtigt »Kup«;
vi spotter vore Bønder, at de lader
sig træde paa af hver en Herremand,
vi spotter København, at paa dens Gader
vi ej en Gadekamp kan faa istand.
Vi spotter dem, som har vor Grundlov givet,
vi spotter dem, som vil den fra os tage,
vi vil nok værge den — men, Kamp for Livet?
det var jo Spot og Spe, nej Død og Plage!
skønt vi er halvt en Invalid, en »Krüppel«,
saa har vi dog til Spot saa stor en Trang,
at vi gør Nar ad dem, som faldt ved Dübbel,
og dem, som vil derover næste Gang.
Hvor ender Sligt? Ja, Svaret er kun et; —
alt sidder nederst vi paa Skolens Bænke,
men vi har valgt det Motto: »Lige fedt,
hvad saa de store Drenge om os tænke!«
Nuvel, ad Bakken ned i Lunte kør vi,
vi vil ej høre, føle eller se:
saa lad os æde, drikke da og le
og glemme Sorgen — thi imorgen dør vil:
Men om saa var: en Død kan være skøn.
Man bør ej slutte ved et Ædegilde
til Sangens Toner: »Skoven er saa grøn«,
hvad eller »der er Sjov ved Kirstens Kilde«.
Hvorfor ej heller, Messieurs Herremænd,
jer gamle Fane frem og Sværd fra Lænd
og hugge Borgerskab og Bønder sammen? —
det var dog mere Fryd og større Gammen.
Hvorfor ej skyde lidt paa Folket heller
og jage »Thinget« hjem fra Kristiansborg,
og derpaa lægge an en Landesorg,
som fra jert Gods til Hessen-Kassel gælder?
hvorfor ej rejse Holstens Ridderskab
og piske os med gode Brændenælder
og hænge hver en journalistisk Flab,
som altfor vindigt i Avisen spræller?
Hvorfor ej skænke os til Czaren straks?
— vi har dog ingen Nihilister blandt os,
om og ved sidste Valg vi i en Slags
anstukken Tilstand hist og her befandt os;
hvorfor ej dele halvt med Oskar og
med Bismarck — saa var der jo Ende paa ’et;
det falder straks lidt tungt maaske; og dog,
hvem véd? Saa var jo Krisen overstaaet.
Naturligvis blev Godserne som før,
med Majorat og Stamhus og de Dele,
i eders Slægter. Naadens aabne Dør
var svensk og tysk blot — det var jo det Hele;
en slig »Omvæltning« kunde I vel taale, —
det danske Korn, som I er opfødt paa,
det kan sig sikkert nok med Sverigs maale
og selv i Tyskland sig en Køber faa.
Hvad eller — hvorfor ej, I sejge Bønder,
som staar saa støt og fast i Thingets Sal
og ler ad hver politisk grøn Begynder,
der varer ad Jer ... nu velan, saa tal!
Tal ud, i Fremtids Stor-Syns Navn! nævn Ordet:
Et enigt Skandinaviens Republik!
slaa ikke Knips bestandig under Bordet —
om I Forlov af Førerskabet fik.
I har en Medskyld — glem det ej — at bære;
den tynger Jer, vi véd det Alle godt:
I skulde værne hele Folkets Ære,
dertil blev I kaldt ind paa Kongens Slot.
I værner om en Stand — nuvel, den trænger
til Skærm mod Overgreb af Herremænd,
men Folkets, Danmarks Flag faar dybe Flænger
og Holger Danske — ja han sover end.
En Langhalmstærskning være kan nødvendig
— de »Fødte« har jo ogsaa Plejl i Haand —
men disse Slag om, hvem der mest behændig
kan »slaa et Slag« — de lammer Folkets Aand.
Det Hele skal ej være blødt og yndigt,
et enigt Fælles-Sukkerkogeri:
vel sandt! men, slaa sit Land itu, er syndigt,
og Medskyld i den Lands-Synd, det har I.
Husk, vi er modne Mænd nu, som skal lære
det næste Slægtled op i Borger-Sind; —
hvor skal vel Slægtens Baad for Vinden bære,
naar der skal krydses stadig bi de Vind?
Hollænder-Skuden ligner vi, den gamle,
som med Forbandelsen om Spejl og Stavn
i Blinde maa sig over Havet famle
og har ej Flag, Kompas — og ingen Havn.
Ak, det er Digtersyner l vil I sige.
Maaske: men Syn for Sagn vi ville faa
den Dag — hvem véd hvor snart — da Danmarks Rige
for Kævlets Kræftbyld kunde ej bestaa.
Et ydre Stød kan heles, men det indre
jævnt væskende, betændte Tvedragts Saar
vil spotte Lægens Kunst og Helsen hindre —
spørg kun den Læge, som sit Kald forstaar!
Spørg ham, Léon Gambetta. Lad hans Minde
— mens end de Bedste blandt os tænker stort —
lad det kun tromme mod vor Ørehinde,
til vi faar op vort Slægtleds Regnskab gjort.
Med Vaaben faar vi aldrig Tingen klaret,
dertil er vi for jævne danske Mænd;
saa maa vi række Haand mod Haanden hen:
Forsoning maa vi ville — det er Svaret.
Hvem skal begynde? Spørger vi derom,
saa sker det aldrig. Har du Hjærte, kom!
og elsker du dit Land: vær ikke bange.
Er du af Adel, da kom tvende Gange,
og er du Bonde, Landets Muld og Kærne,
da søg dig selv mod den Beskyldning værne:
Du klæber altfor meget ved dit Muld.
Giv, som hin store Franskmand, af en fuld
forsonlig Haand, hvad Hjærtet byder give:
Glem Parlamentarismens Naalestik,
den lille Statskunsts Kradsuld-Mekanik,
søg Landets Flag med Mandens stolte Blik —
saa er Gambettas Aand hos os ilive.
Og har du, Bonde, skønt din Sans er sund,
din Tanke klar, din Haand af Arbejd adlet —
har du sat Oldtids Drageskib paa Grund
af Harm, fordi din Færd som »plump« blev dadlet,
har du, af Junkertrykket haardt belastet,
i Mod-Tryks Krigen ind dit Opbud kastet,
beredt at føre denne Krig »til Ende«;
og vil I, Herremænd, bestandig vende
det skæve Blik mod P"olkets bedste Eje,
beredte til ad Lovens Smugler-Veje
at snappe os en Dag vor Grundlov bort:
saa sig det, sig det klart, brutalt og kort!
Da maa »vi Andre« som én Mand os samle,
da maa vi frem for Danmarks Fælles-Sag,
da tør vi ej tvivlraadig længer famle —
da danner vi Gambettas »brede Lag«.
Da gaar det op i store, lyse Drag
for Handelsmanden bag hans Pult og Bod,
for Arbejdsmanden, om kun Fod for Fod
sit Brød han vinder under ærlig Sliden,
for hver Student, hver Kunstner, stor og liden,
for Videnskabens Talsmand og Forkynder,
for dig, for mig, et Menneske, en Synder,
men trods al Brist og Synd en Patriot:
da gaar det op for os, de »nye Lag«,
at Danmarks Sag er Kærlighedens Sag,
at Danmarks Politik ej saa tør drives,
at den biir Folkets Herre og Despot.
Da vil vi sige til den unge Slægt:
Vort Land er lidet: elsk det desto mere;
vort Land er udsat: læg paa Værnet Vægt;
af Faa vil Mod og Mandstugt danne Flere;
øv Jer i Vaaben, Sligt gør Slægten sund,
drøm ej om Krig, men frygt den endnu mindre;
vi staar paa Danmarks, paa vor Moders Grund:
ve os, kan ej vort Blik ved hendes tindre!
Elsk hendes Mangler; dan dem, skaansomt, om
ved bedre Viden til Fuldkommenheder;
frygt hver en kunstig indført fremmed Dom,
der vil slaa op sig til vor Moders Leder,
men frygt ej for at holde op som Spejl
de »Bedstes« Liv i Verdens store Lande:
lad hende sætte under det sit Segl,
og tryk til Tak et Kys paa hendes Pande.
Den er nu furet; ak, hun er ej ung,
hun er ej glad, den haardterfarne Kvinde;
skal hendes Aften gøres dobbelt tung,
fordi vi ej et Samlings-Ord kan finde?
Vi maa i Orden! lad de »nye« Lag,
de »brede« Lag, med Kærlighed til Mærke
tæt fylkes omkring Danmarks gamle Flag:
saa dør vi ej — thi det gør ej de Stærke.