Der stod i Kalenderen: Foraarsvejr,
men man véd, Almanakken kan lyve;
der holdtes et Krigsraad blandt Stork og blandt Stær
om atter mod Syden at flyve.
De frøs jo, de arme Tyve.
Storken fik Snue af saadan at staa
i Snesjap foruden Galoscher paa,
og Stæren blev gnaven og ganske graa
af Næringssorg og af Kulde.
De snakked om, hvordan det dog skulde gaa,
og om ikke fortrække man skulde!
De klagede alle, og Bonden med;
den Kulde volder saa stor Fortræd,
Rugen den rører sig knap af sit Sted;
hvordan skal den komme i Vipper,
naar Frosten om Natten dem klipper?
Og Vindene sused bestandig fra Nord
og knuged bestandig den sukkende Jord,
og hæmmed med Haardhed hvert spirende Spor
og lod knap den karrigste Smule
tilovers for Faar og for Fugle.
Da saa’ jeg en Søndagformiddag
langs Kirkegaardsmuren, hvor Solen faldt
og Græsset tillive var vaagnet,
lejret ved Grøften et sælsomt Lag,
værkbrudne Stakler, en Snes vel i Alt;
de Fattige, »dem paa Sognet«.
De slikkede Solskin paa Grøftens Kant,
de pirred i Jorden og lo, naar de fandt
en Smørblomst; de hitted paa alskens Tant,
de skuldred med Stok og med Krykke
og blæste Vinden et Stykke.
Det var jo idag deres Udgangsdag,
og derfor saa hejste de Glædens Flag;
de vilde — det var en selvfølgelig Sag —
Friheden standsmæssig hædre.
De Stakler, de kendte ej bedre.
Skjorten var grov, men vasket og ren,
der var Lapper paa Frakke og Trøje,
kroget af Gigten var Arm eller Ben,
men de havde kun Solen for Øje
— lidt kan jo Smaafolk fornøje —.
Varmed den ikke, saa skinned den dog;
det lysned op i de møre Skrog,
de nynned i Kor, ja de sang endog:
det klang over Kirkegaardsmuren.
Til Hverdag hed de kun »sølle Fjog«; —
de var større idag end Naturen.
Solen den gemte sig bag en Sky,
Fuglene søgte for Kulden Ly;
de Fattige sang dér ved Haven.
Ved Dødningehaven, hvor Korsene staar,
de Fattige sang om en evig Vaar,
som trodser Vintren og Graven.