Den franske Kone i Sorø
(Dragonens Ven beretter).
(Dragonens Ven beretter).
Han kom fra Frankrige hjem,
Dragonen, da Krigen var omme;
Underkorporal var der dem,
som mente, men nej sa e somme.
Peter Knudsen ved tredje Kompagni
havde ingen Snor paa sin Frakke;
at slaas han kaldte »at takke« —.
Se det var paa Fransk, skal jeg si’.
Jeg takker nu selv for min Part
og blir, med Forlov, helst herhjemme;
Manegen er ikke noget rart,
og Krigsfolk skal være saa slemme.
Peter Knudsen var ellers en Ka’l.
— jeg kjendte ham godt, maa I vide —
som kunde baade hugge og ride
saa godt som nogen Korporal.
Saa kom han da hjem, kan jeg tro
det gjorde der flere forresten —;
men Peter var bleven til To:
han havde sin Kone paa Hesten;
en væver, fornøjelig En
med øjne saa sorte som Kullet;
hun sprang som en Kat ned paa Gulvet
og viste to nysselige Ben.
Fra Frankrige var hun. Naa ja,
det var jo lidt langvejs borte
at ta’ sig en Kone fra —
vi undredes og, hvor han turde.
Men Peter var ikke ræd,
og Lieutnanten hjalp dem med Sagen;
nok er det, hun kom op paa Bagen
af Hesten og travede med.
»Sandrine« saa var hendes Navn.
Snart var det paa Alles Munde;
hun stræbte og gjorde Gavn,
ja mer end forlanges kunde.
Fra Hjemmet var hun nok vant
til blidere Kaar og Dage,
men aldrig saa hørtes hun klage,
hvor ondt hun i Verden det fandt.
Her var der kun ringe Kaar,
hun kunde ej sidde som Frue;
ja ofte var Nøden haard
i den fattige Indsidderstue.
Dog sled hun med trøstigt Sind
— den Ting maa man lade Konen —
og satte glad med Dragonen
fem Smaafolk i Verden ind.
Saa sygned Dragonen hen,
men Godtfolk saa’ ham tilbedste;
paa »Gaarden« han havde en Ven,
som gav ham at passe Heste;
dem passede Konen endda;
og Bæsterne kendte Sandrine,
de vrinsked i Spiltov og Line,
saa saare hun sa’e: Se moa!
Saa fik han som Natvægter Post,
han skulde passe paa Staden;
men naar det var ondt Vejr og Frost,
saa hented hun Peter fra Gaden,
og trak selv i Mandens Mondur,
og tabte ikke Humøret,
men gik med Kabudsen om Øiet
og raabte sin hele Tur.
Og Aarene kom og gik.
Hun sled, det skal Herren vide,
og da han sin Helsot fik,
hun veg ikke fra hans Side.
De graved ham ned paa Dansk;
vor Præst han bad ved hans Kiste,
men hun var sig lig til det sidste,
hun bad for sin Peter paa Fransk.
Dragonen han vandred forud;
hun passed stadig hans Heste,
og bad til sin franske Gud
og sørged for Børnenes Bedste.
Saa døde den gamle Sjæl.
»Et Exempel for Jer«, sa’e Præsten.
Ja Tak, men jeg synes forresten
han kunde ha’ nævnet sig selv!