Ved danske Kunstneres Julegilde i Paris
(Decb. 1877.)
(Decb. 1877.)
Giv Plads for en Sang her ved Bordet,
skøndt ej den i Trykken er bragt.
Jeg udbeder atter mig Ordet
for hvad jeg saa ofte har sagt.
I raabte jo nok: Paradokser!
naar fyndig jeg garved jert Skind;
jeg vover mig dog blandt jer ind,
thi — »Stemningen« vokser.
Af Skinke og Gaasesteg mætte,
i sagtelig Takt flød jert Blod;
i Vinen I drak Eder lette,
thi Vinen i Frankrig er god.
Nu møder jeg straalende Blikke,
den varme Debat er forbi.
Vi klinker, jeg taler, og I
afbryder mig ikke.
Ved Bordet, som vi her er sat om,
Vorherre bevare mig fra
at rejse paany en Debat om
Bonnat eller Ikke-Bonnat.
Al Snak herom være forsvoret,
(jeg finder, han pynter kun Lig,
men standser af Hensyn min Krig;
husk: Damer ved Bordet!)
Hvad stedse jeg søgte i Verden,
hvor Kustneren kom mig for Dag,
hvad endnu jeg søger, det er den
Person, som i Kunsten staar bag.
Hvad kun som en dreven Tardini
gaar højt, derpaa kaster jeg Vrag;
det dumper i Søen en Dag.
Saa var ej Cellini.
I Krigen, som føres derhjemme
— en Strid, som kan blive fatal —
man vil nok min Musa bestemme
som nærmest moderne-real.
Den Definition er for flygtig;
man glemmer: den brændende Sjæl.
Den Kunst var mig aldrig reel,
som bare var »dygtig«.
Hvad her man ved Seinen kan lære,
det lærte I jo paa en Prik
og regned det højt for en Ære,
naar Ros I af Læreren fik;
men husk, der er Hjemkomstens Dage,
og Hjemmet det trænger til Mænd.
Saa tænke I med mine Skænd
paa Louvre tilbage!
I saa’ sikkert stedse for nøje
paa, hvordan dets Værker var »gjort«.
Om Farven er tynd i et Øje,
det siger for Kunsten ej stort;
det er ikke Knæet og Navlen,
ej Muskulatur eller sligt,
men Kunstnerens højbaarne Digt,
som eviggør Tavlen. . . . . .
Nu dufter fra »Træet« paa Bordet
den hjemlige Duft om vor Kind.
Jeg frafalder Æren af Ordet,
thi Hjemmet ombølger mit Sind.
Jeg véd ej, om Sne eller Søle
har klædet vor Mark og vor Skov,
jeg véd kun, at vi — med Forlov
som »hjemme« os føle.
Nuvel, vi vil komme med Tiden
engang — vi er Kunstnere jo —
som Riddere, hjemvendt fra Striden,
tilbage til Folk og til Bo.
Men Adel forpligter: Bøj Knæet
og sværg ved Jer Guldspores Hjul
at være, ved Vaar som ved Jul,
i Toppen af Træet!