Der sidder et Folk ved Bælt og ved Sund
og ved Halvøens hundrede Fjorde,
men længer at sidde og slaa sig for Mund,
det er dog vist ej som det burde;
og skal vi end hviske og tiske i Krog
og koge vor Harme som Sul under Laag,
fordi vi er Smaafolk herhjemme:
saa véd jeg, vi fik dog vort danske Sprog,
og det er endnu dog ved Stemme!
Vidt blev det spurgt og langt blev det hørt,
da det tordned om Sundeveds Strande;
ikke en Finger har siden sig rørt
for vor Ret i de fremmede Lande.
Men tog de vor Ret, og af Naade os gav
et Brev paa den Jord, hvor vi freded vor Grav
fra sidst vore Faner gav Møde:
vi sad dog i Stuen, om end den var lav,
og haabed, og sang om de Døde.
Kort blev der skrevet og kort blev det læst,
da de sidst paa Papiret gav Møde;
Løfter omkuld for et Lune blev blæst,
med et Mundsvejr blev Haabet lagt øde.
Og nu skal vi hviske og tiske i Krog
og koge vor Harme som Sul under Laag,
fordi vi er Smaafolk herhjemme:
Nej, nej, vi har faaet vort danske Sprog,
og det tør vel hæve sin Stemme!
Thi synger vi op ved Bælt og ved Sund
og ved Halvøens hundrede Fjorde;
vi tog dog et Livtag saa mangen god Stund,
vi tog vel et nyt, om vi turde.
Men kan’vi kun knytte vor Næve i Smug,
og fordres vor Arm til et fredeligt Brug
og skal vi kun haabe og glemme: —
i vor Ret den staar skrevet paa Danebrogs Dug,
har ej paa Papirslapper hjemme.