Jeg byder Jer ikke det vuggende Spil
Med sindrige Løb henad Fløiten,
Med Næse paaskraa og med Mund spidset til,
Og med Koloraturer i Høiden,
Mit Spil er kun simpelt, for simpelt maaske,
Men, kan I det ikke lide,
Nuvel! saa lad vær’ at betale Entrée, —
Kjære Venner, gaa blot tilside.
Jeg viser mig ei i en silkesyet Dragt
Med Harpe og smægtende Blikke;
Troubadourerne har jeg paa Hylden lagt,
Og der faar de Lov til at ligge.
Men er I endnu ei af Brystsukker kjed,
Og kan I ei Rugbrød lide,
Nuvel! lad os skilles i Mindelighed,
Kjære Venner, gaa blot tilside.
Jeg er for undseelig, tro kun mit Ord,
Jeg skammer mig ved at beværte
Mit Publikum her ved Lyrikens Bord
Bestandig med: Hjerte og Smerte.
Der er dog vel ogsaa en anden Mad,
Men, kan I den ikke lide,
Nuvel, hver sin Lyst; jeg er lige glad;
Kjære Venner, gaa blot tilside.
Jeg gaar nu min Gang, og spiser min Mad
Og fløiter saa smaat paa en Vise,
Og seer hvordan Publikum spreder sig ad,
For Andre at søge og prise. —
Og er der saa bleven en lille Kreds
Tilbage, paa hvem jeg kan lide,
Saa bukker jeg høfligt, og siger tilfreds:
Kjære Venner; kom lidt her tilside.
Kom lidt her tilside, og hør paa min Sang,
I en Krog kan vel Tonerne klinge
Saa fuldt og saa fast, af saa ærlig en Trang
Som nogen, man Hyldest vil bringe.
Og Trangen er ærlig, fra Hjertet den gaar,
Og tør I ei derpaa lide,
Nuvel! saa er Sangeren dømt, og saa faar,
Kjære Venner, han selv gaa tilside.