Wilhelm Marstrand
Død den 30te Marts 1873.
Død den 30te Marts 1873.
Betrukket med Sort
Var Salen, som huser de hvide Guder.
Træt, paa de simple Fyrretræespuder,
Ydmyg, hvor Phoebus Apollo troner,
Hvilede Mestren. — Saa bar de ham bort
Under Sørgemusikens Toner.
Et blændende Dagslys. En nysgjerrig Mængde
Man gik gjennem Staden i hele dens Længde,
Alle maatte vige.
Saa jorded man Mestren, mens Foraarets rige,
Skabende Haand lod derude i Haven
Spirer og Knopper flokkes om Graven,
Og Solen vil forme, og Solen vil male,
Et Mylder vil blive vækket af Dvale,
Billeders Mængde i farverig Gløden
Vil omringe Graven. — Saa glemme vi Døden,
Og tænke os Mestren hvilende rolig,
En Kunstner end i sin Kunstnerbolig ...
Han var blandt de Faa, som paa Vuggen fik
Et Smil af det luende Gudeblik,
Et Indvielsens Kys paa sin Pande.
Da Alderen dryssed paa Issen sin Snee
Og matte blev Øinenes Brande.
Man kunde dog stedse Indvielsen see
Over Brynenes buede Rande.
Han næred den Lunets liflige Ild,
Der brænder velgjørende, dæmpet og riiild,
Og aldrig sin Arne fortærer,
Naar Læben blev spydig, naar Penslen blev kaad,
Saa var dog Skønhed hans Lærer,
Og Gratierne tog han altid paa Raad
Selv i de »menige« Sfærer.
Han drog ei fra Skyerne Lynet ned,
Om Dommedag gav han os ingen Beskeed,
Om Sjælenes Angst og Pine;
Han indbød med milde og venlige Ord
Og med Høihed i Lader og Mine
Enhver til »den store Nadveres« Bord,
Til sit Hjem, hos sig og hos Sine.
Han var jo en Rigmand, han var jo Drot,
Han sad tilbords i et luftigt Slot
Med Tjenere smaa og store.
Bordene bugned’ af gavmild Skænk,
Gjæsterne kunde han more,
Strængespil lød fra Orkestrets Bænk,
Toner saa glade, sonore.
Og Forskjel i Rang den kjendte han ei,
Hans Gjæster var taget fra alfar Vei,
Fra Bjerget saavel som fra Dalen;
Tiggere, Skjælmer, Piger og Børn
Bænkedes om Pokalen.
Det var Livets Roser og Livets Tjørn,
Som var samlet hos Mestren i Salen.
Et aabent Hus. Bestandig paany
Kom Gjæster til ham fra Land og By,
En Jeppe og en Hans Frandsen;
I romerske Laser, i holbergsk Snit,
Cervantes’ Ridder med Landsen,
I svensk Kostume saa skinnende hvidt,
Og med Tamburinen til Dandsen.
Og trak han sig saa fra Sværmen bort,
Og vilde nyde en Hvile kort
I Lønkamrets venlige Hygge,
Da stod for hans Øie Historiens Mænd,
Den raadsnare Konges Skygge,
Den saarede Løve med Sværd om Lænd,
Helten paa Linieskibets Brygge ...
Ja, han var rig. Og han strøede sit Guld
Rundhaandet ud i den danske Muld,
I Kunstens hjemlige Ager.
Men hvor er nu Manden, som træder til,
Og Arv efter Mestren tager?
Og hvor er det Fjeld med ulmende Ild,
Som frem over Dalen rager? —
Tiden vil vise hvad Tiden har lagt
Tilside bag en beskeden Dragt,
Som nu maaske skjuler en Kjæmpe.
Den ledige Trone ventende staaer,
Men, vi faaer fare med Læmpe:
Tiden er vanskelig, Tiden er haard,
Den kan længe en Spire dæmpe.