Jeg stod paa den vildene Hede
VI
VI
Jeg stod paa den vildene Hede,
Min Hustru var død,
Mine Børn var brændt,
Fjenden havde min Hytte tændt,
Mine Venner — ja hvor var de henne?
De gamle Guder i Gruset laa,
Man skulde dem vanskeligt kende, —
Jeg sank paa den vildene Hede,
Og op imod Himlen jeg saa’.
Den brunrøde Lyng med Klokkerne ringed,
De ringed det svundne til Jord,
Da var det, min Sjæl blev stærk og bevinget,
Og Sang mig fra Læberne fo’r,
I Ensomhed saa’ jeg min Gud og mig selv,
Al Flitter og Væv berøvet,
Jeg vendte mit Blik fra det trøstløse Hvælv
Og løfted mit Knæ fra Støvet:
Du er ej deroppe; ej Røgelseduft,
Ej Bønner, ej Løfter, ej Eder
Kan finde Dig hist i den tomme Luft,
Hvor Barnet kun efter Dig leder:
Du er i mig selv, Du vokser med mig,
Du stiger med mig mod det Høje,
Du vil ej, at nogen til Knæfald for Dig
Af Præstetvang lader sig bøje.
Du var i det bedste, som Livet bød,
Alt ædelt har Du befrugtet,
Du var i min Moders velsignede Skød,
Du har mig som Yngling tugtet;
Du slog mig de dybe, de brændende Saar,
Du aved mig op under Smerte;
Jeg bærer Dig hos mig, ihvor jeg gaar:
Samvittigheds Gud, i mit Hjerte!
Dér har Du din Kirke, din Lovsang, dit Kor,
Dér har Du dig tusinde Præster,
Men fri er din Menighed vidt over Jord,
Ved Bogstavet aldrig den fæster;
Du kalder et blomstrende Kærligheds Flor
Af Mørkemænds smuldrende Grave,
Og bænker den fattigste Skælm om dit Bord
I den jordiske Paradishave.
Hvad spørger vi vel om de Templer af Sten?
De styrter, det vide vi, sammen
Med Krucifikser og Helgenben,
Med Orgel, med Bønner og Amen.
Hvad spørger vi vel om den store Bog?
Det bedste deri lod Du skrive,
Samvittigheds Gud, paa dit evige Sprog:
Til Støv vil det øvrige blive.
Saa kom da, du vildene Hede, saa kom!
Jeg ridser min Grund mig og ser mig ej om,
For Spaden jeg Staven vil bytte;
Jeg skaffer mig Plads,
Jeg rydder mig Plads,
Behold Eders Gud i sit Tempelpalads, —
Jeg dyrker min Gud i min Hytte.